"Lige nu tager jeg en stærk kop kaffe"

Risikoen for at blive fyret er et vilkår i mediebranchen, siger Mette Terkelsen efter sin afskedigelse som kulturredaktør på Berlingske.

Berlingskes kulturredaktør gennem de seneste fem år, Mette Terkelsen, blev i dag en af de første medarbejdere, der må forlade Berlingske og Berlingske Media som et led i den sparerunde, der blev annonceret i sidste uge.

"Det er en del af spareplanen og i den forstand et helt straight forløb, som jeg er afklaret med efter omstændighederne. Jeg ved, det er risky business at være redaktør i disse tider. Sådan er vilkårene i mediebranchen, og jeg vil sige, at det er foregået meget ordentligt og værdigt. Det er risikoen, hvis man sidder som leder mediebranchen, og så må man ellers tage sig en stærk kop kaffe og komme videre," siger Mette Terkelsen til MediaWatch.

Er der en særlig risiko som leder?

"Nej, sådan skal det ikke forstås, det er et generelt vilkår i vores branche, at den stilling, man sidder i, kan blive skåret og sparet væk," siger Mette Terkelsen, der til en start vil slå sig ned som selvstændig og se tiden og mulighederne an. 

"Lige nu tager jeg mig en stærk kop kaffe og puster ud! Og så har jeg jo lidt tid til at tænke mig om i første omgang. Jeg har tidligere haft et lille firma, Mette Terkelsen - Journalistik og ledelse, og det vil jeg åbne igen i første omgang. Der et ordsprog, der hedder, at når der lukker sig en dør, så åbner der sig en ny, og jeg er et grundlæggende optimistisk menneske og ser fremad."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også