S klar til politisk indgreb mod JP/Pol-gigant

Regeringen vil ikke tillade en situation, hvor JP/Politikens Hus opkøber hele Berlingske Media, lyder meldingen fra medieordfører, Mogens Jensen (S).

En fusion mellem JP/Politikens Hus og Berlingske Media, der som bekendt står til at skifte ejer, vil ikke være politisk spiselig for regeringspartiet S. Det slog medieordfører Mogens Jensen fast i morges i P1 Morgen, hvor han blev spurgt om sin holdning til en situation, hvor JP/Politikens Hus overtager aktiviteterne i Berlingske Media fra britiske Mecom Group.

"Det synes jeg ikke umiddelbart vil være sundt for det danske mediebillede, fordi du vil få en enorm ejerkoncentration, man vil komme til at sidde på 80 pct. af dagbladsmarkedet og også 80 pct. af de lokale medier, så det vil ikke være godt for mangfoldigheden, selvom man selvfølgelig kan se i dag, at JP/Politiken har to meget forskellige aviser inden for samme hus," sagde Mogens Jensen.

På linje med adm. direktør Lisbeth Knudsen, Berlingske Media, og adm. direktør Anders Krab-Johansen, Børsen, tror Mogens Jensen ikke, at konkurrencemyndighederne ville godkende en fusion, hvis det skulle komme på tale.

"Jeg tror sådan set, at den danske konkurrencelovgivning vil tage højde for den situation, fordi jeg tror ikke, at man vil kunne leve med, at der f.eks. er en aktør, der sidder på 80 pct. af annoncemarkedet og kommer til at sidde på langt den største del af distributionen og også på andre parametre kommer til at blive en slags monopol. Så jeg vil afvente og se, hvad konkurrencemyndighederne siger. De har jo tidligere forhindret en fusion inden for tv-distributionsområdet netop med nogle af de her begrundelser (fusionen mellem Stofa og Canal Digitals kabel-tv forretning, red.), så jeg tror faktisk, at vi har lovgiving, der kan sikre det i Danmark."

Mogens Jensen mener af samme grund ikke, at der er brug for at indføre et ejerloft i Danmark, som man kender det fra Norge, hvor der er faste grænser for, hvor stor en procentdel af aviserne i de enkelte regioner, der må have samme ejer. Men S vil være klar til at diskutere et lignende loft i Danmark - hvis konkurrencemyndighederne skulle sige god for en sammensmeltning af JP/Pol og Berlingske Media.  

"Det synes jeg, man må overveje, for der er igen tvivl om, at det vil være et problem for mangfoldigheden og demokratiet og modsat det, vi sådan set ønsker at opnå også med den mediestøtte, vi giver, hvor vi jo ønsker, at der skal være så mange forskellige medier som muligt og også en spredning af ejerkredsen. Det er et politisk mål. Kan det ikke opnås med den lovgivning, vi har i dag, så må vi jo se på, hvad der kan gøres fremadrettet," sagde Mogens Jensen, der igen pointerede, at han ikke tror, det bliver nødvendigt at gribe ind politisk, fordi der vil være flere Berlingske-bejlere, mener han.

"Jeg tror også, der er andre potentielle købere, og det er jo ikke fordi, jeg har noget imod JP/Politikens Hus, men jeg synes, at det, der må gå forud for alt, er, at vi har et pluralistisk og mangfoldigt mediebillede og det er svært, hvis du får et meget, meget stort monopol."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også