Knudsen: Salgsplaner spiller ikke ind

Det er godt et halvt år siden, at Berlingske Media gennemførte den seneste store sparerunde, der bl.a. kostede gratisavisen Urban livet, og 71 medarbejdere jobbet. Siden har ejeren Mecom måttet nedjustere forventningerne til året to gange - men så sent som i juni understregede adm. direktør Lisbeth Knudsen, at den skuffende udvikling ikke ville betyde nye store sparerunder i Berlingske Media.

Det er godt et halvt år siden, at Berlingske Media gennemførte den seneste store sparerunde, der bl.a. kostede gratisavisen Urban livet, og 71 medarbejdere jobbet. Siden har ejeren Mecom måttet nedjustere forventningerne til året to gange - men så sent som i juni understregede adm. direktør Lisbeth Knudsen, at den skuffende udvikling ikke ville betyde nye store sparerunder i Berlingske Media. Alligevel har mediehuset i dag varslet nye omstruktureringer og fyringer. 83 stillinger nedlægges - de 66 ved afskedigelser. 

Hvornår stod det klart for dig, at I var nødt til at spare igen?

"Det gjorde det, da vi så salgstallene for juli og starten af august. I har selv skrevet den ene artikel efter den anden om, at mediemarkedet bremser op, og vi har lige set DRRB-tal i går, der viser index 88 for dagbladene, så vi er ramt af den samme udvikling som andre dagblade er."

Men 1. kvartal viste også index 87-88 for dagbladene, og situationen er altså uændret her. Burde I så ikke have taget højde for markedsudviklingen allerede med sparerunden i januar?

"Vi lavede en spareplan, som vi gennemførte i januar, hvor vi reducerede omkostningssiden, og som gjorde, at vi kom godt igennem 1. halvår. Når vi kigger ind i 2. halvår og ser på tallene for august og et salg, der er kommet meget langsomt i gang efter sommeren, har vi vurderet, at der behov for en yderligere opstramning nu for at nå vores mål."

Men stadig, burde I ikke have forudset det i januar - hvad har ændret sig?

"Det, der har ændret sig, er, at annonceudviklingen har været dårligere end forventet i sommermånederne især i juli og august. Vi tog højde for udviklingen i 1. halvår i januar, og nu er vi i en situation, hvor vi med udsigten for efteråret er nødt til at sætte ind med besparelser og omstruktureringer nu for at nå målet, vi har sat os for 2012," siger Lisbeth Knudsen, der samtidig afviser, at målene for 2012 har ændret sig, der er hverken blevet skruet op eller ned.

Det er svært ikke at kæde besparelserne sammen med Mecoms mulige salg af Berlingske Media. Hvad er din kommentar til det?

"Det, vi gennemfører nu, er det, en hvilken som helst anden ansvarlig ledelse ville gøre. Ligegyldig hvilken ejer du har, vil de gerne se et overskud. Spareplanen har intet at gøre med den proces, der er sat i gang i Mecom, og vi går efter de samme økonomiske planer og mål, som vi hele tiden har gjort. Og så må verden ellers tale og spekulere alt det, de vil i, hvem den nye ejer af Berlingske bliver, imens."

Jeres afgåede annoncedirektør Søren Hyldgaard kaldte salgsmålene i Berlingske Media meget ambitiøse - og tvivlede selv på, at han ville være i stand til at nå dem. Hvad vil du kalde dem?

"Salgsmål skal være ambitiøse, og vi skal sætte os ambitøse mål på alle fronter. Derfor skal målene selvfølgelig stadig være inden for rækkevidde, men det er de også."

Tillidsmænd fra Berlingske Media kritiserede på Journalisten.dk i går Mecoms linje for at tage mere hensyn til bundlinjen end til avisudgivelse. DJ's formand er i dag ude med en lignende kritik, hvor han også sår tvivl om Mecoms publicistiske interesser. Hvad er din kommentar til det?

"At nu bliver vi nødt til at have proportionerne på plads i det her. Berlingske Media beskæftiger over 700 journalister og er en af Danmarks største mediearbejdspladser. At påstå at vi ikke har et publicistisk udgangspunkt, er det rene nonsens rent ud sagt."

Men er der ikke en grænse for, hvor mange I kan fyre og stadig drive publicistisk virksomhed?

"Jo, det er der. Men igen, vi har 700 dygtige journalister ansat, der producerer kvalitetsjournalistik, det vidner de 2,6 mio. mennesker, vi er i kontakt med om ugen, om."

Hvis salgstallene i efteråret igen viser sig at ligge under mål, vil du så være parat til at trykke på knappen igen og sætte en ny sparerunde i gang?

"Jeg tror ikke, der er nogen direktør, der kan tillade sig ikke at være parat til omlægninger, det vil jeg heller ikke forpligtige mig på."

Men i forbindelse med forårets sparerunder sagde du selv, at der ikke ville komme flere større besparelser i år?

"Det, jeg sagde, var, at der kun ville kunne komme mindre omstruktureringer. Det, vi har set er, at migrationen fra print til mobil og de strukturelle ændringer her er gået hurtigere end forventet, og at forbruget samtidig stadig er meget lavt. Begge dele har gjort annoncørerne mere tilbageholdende. Der er vi i samme situation som Jyllands-Posten, der satte sparerunde i gang i foråret, lige som Ekstra Bladet, Fynske Medier og Børsen."

Men i den forbindelse sagde du netop, at Berlingske ikke stod over for yderligere besparelser - i kraft af sparerunden i januar?

"Det var også vores forventning, at vi kunne nå i mål med de besparelser, vi gennemførte i januar, men vi er blevet overraskede over udviklingen i markedet siden."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også