Global: BBC-general til NYT

 

 

BBC-general til NYT
Mark Thompson, afgående generaldirektør for BBC bliver ny adm. direktør for New York Times. Det skriver blandt andre The Guardian. Mark Thompson afløser Janet Robinson, der i slutningen af sidste år meldte sin afgang. Det samme gjorde Mark Thompson, der har været generaldirektør for BBC siden 2004, i foråret, hvor han sagde, at OL i London ville blive hans sidste opgave for som BBC-general. Det er ikke mindst Mark Thompsons landvindinger og erfaringer med at få BBC ud på de nye digitale platforme, der har givet ham jobbet - forude venter udfordringen med også at sikre forretningen i en mediekoncern, der står midt i den digitale transformation. Mark Thompson afløses på BBC af George Entwistle. Kilde: Paid Content.

 
A-pressen i Norge skal sælge 7 aviser
Opkøbet af Edda Media fra Mecom Group, der også ejer Berlingske Media, får de norske konkurrencemyndigheder til at kræve, at A-pressen sælger syv titler. Det skriver Kampanje. A-pressen selv har tidligere lagt op til frasalg af to aviser for at komme konkurrencemyndighederne i møde, men to er altså ikke nok.

Getty Images solgt
Kapitalfonden Carlyle Group bliver ny ejer af Getty Images - et af verdens største billedbanker. Overtagelsen sker efter en auktion, hvor Carlyle Group altså vandt buddet med en pris blev på 3,3 mia. dollars, skriver Financial Times. Noget mere end de 2,4 mia. dollars, som sælgeren Hellman & Friedman købte Getty Images for i 2008. Stifterne Jonathan Klein (adm. direktør) og Mark Getty (bestyrelsesformand) lægger det meste af deres mindre ejerandel ind i handlen.
 

Twitter-stiftere lancerer to nye medier
Makkerparret bag Twitter og før da Blogger, Evan Williams og Biz Stone, lancerer to nye medieplatforme, Medium og Branch. Medium.com er en redaktionel brugerbaseret medieplatform, hvor brugerne kan publicere stort som småt, der kategoriseres og publiceres sammen med andres indhold på Medium. Branch har mere karakter af et diskussionforum, der knyttes til Twitter, hvor folk kan starte og invitere andre til en diskussionstråd. Kilde: Gigaom.com og The Guardian.

 - LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også