Lisbeth Knudsen: Brug for nye kræfter til at nå målene

Efter 10 år i Berlingske-koncernen er det i dag slut for Søren Hyldgaard, der er blevet afskediget som direktør for annoncesalg og e-commerce. Ifølge administrerende direktør i koncernen, Lisbeth Knudsen, har Søren Hyldgaard været en ”fremragende spiller” på hendes ledelseshold. Men alligevel er hans afsked nødvendig, fortæller hun til MediaWatch:

Efter 10 år i Berlingske-koncernen er det i dag slut for Søren Hyldgaard, der er blevet afskediget som direktør for annoncesalg og e-commerce.

Ifølge administrerende direktør i koncernen, Lisbeth Knudsen, har Søren Hyldgaard været en ”fremragende spiller” på hendes ledelseshold. Men alligevel er hans afsked nødvendig, fortæller hun til MediaWatch:

”Søren Hyldgaard har gjort en kæmpe indsats i en lang periode, men vi har simpelthen brug for nye øjne og kræfter til at udvikle det nationale annoncesalg, og det er årsagen til skiftet,” lyder det fra Lisbeth Knudsen.

Men det er vel også, fordi I ikke er tilfredse med det nuværende resultat på annoncesiden?

”Beslutningen hænger selvfølgelig også sammen med, at jeg ikke synes, at der er et tilfredsstillende resultat på annoncesalget. Det har nogle konsekvenser, og de konsekvenser skal en gang imellem også starte i toppen.”

Realistiske mål
I et interview med MediaWatch forklarer Søren Hyldgaard afskedigelsen således:

"Det korte og ærlige svar er, at der er høje ambitioner i Berlingske Media om, at vi skal kompensere fuldt ud for hver en krone, vi taber på print, med indtægter på andre områder. Det har vi forsøgt i fire et halvt år, og noget er lykkedes, andet er ikke. Men hvis planerne ikke virker, og man ikke længere tror på, at det kan lade sig gøre helt at nå de meget høje ambitioner, så må man også være ærlig og sige stop. Det kan den øverste ledelse selvfølgelig ikke leve med, og så må der nye kræfter til, sådan er det," siger han og fortæller, at han gerne ville være blevet i stillingen, hvis det var muligt.

Men selv om Søren Hyldgaard altså tvivlede på, at ambitionerne kunne nås, så har der ifølge Lisbeth Knudsen ikke været uenighed i ledelsen omkring annoncestrategien – heller ikke fra Søren Hyldgaards side. Målene er simpelthen bare ikke blevet nået.

Men ifølge Søren Hyldgaard var det jo altså ikke realistisk at nå målene?

”Søren Hyldgaard har selv lagt de mål. De er blevet tiltrådt af koncernledelsen, og han har ikke nået målene. Det er grunden til, at han stopper, samtidig med at jeg synes, at der er brug for nye kræfter til at løfte den her opgave,” siger Lisbeth Knudsen.

Svær sommer
Ifølge Søren Hyldgaard har sommeren været katastrofal for hele mediemarkedet. Lisbeth Knudsen medgiver, at det ikke har været nogle lette sommermåneder, men at det ikke har spillet ind i afskedigelsen af annoncedirektøren:

”Sommeren har været for os som for adskillige andre medievirksomheder, hvilket vil sige ikke tilfredsstillende. Det er et fællestræk, som alle medier lider under. Så det er ikke specielt sommerens performance, der er baggrunden for den beslutning, der er taget her. Det er en længere periode, hvor målene ikke er blevet nået, og hvor der nu er behov for at sætte nye kræfter ind.”

Forventer du, at I når de mål, som I har sat jer for mht. annoncesalget for 2012?

”Selvfølgelig har vi et mål for 2012, og det går vi benhårdt efter, at det skal lykkes. Men jeg har også tidligere meldt ud, at jeg har en meget forsigtig tilgang til andet halvår. Jeg tror ikke, vi skal forvente nogen mirakler i andet halvår i forhold til, hvad vi har set i første halvår. Og det er også denne forsigtige forventning, vi har lagt ind i budgetterne for andet halvår.”

Kommer der nogle nye initiativer fra jer, der kan vende annoncesalget?

”Ja, det forventer jeg helt klart, at der gør. Men det får I ikke at vide.”

Det bliver direktør for de nationale titler i Berlingske Media, John Kristensen, der foreløbig kommer til at overtage annonce-området fra Søren Hyldgaard. Er I på udkig efter en ny mand til posten, eller er det meningen, at John Kristensen skal være på posten permanent?

”Det har vi ikke taget stilling til endnu.”

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også