"Man er nødt til at tro på tingene"

Annoncedirektør Søren Hyldgaard begyndte at tvivle på, at ambitionerne for Berlingske Media helt kunne nås, fortæller han om afskedigelsen fra koncernen.

Efter fire et halvt år som en af de helt centrale topfigurer i Berlingske Medias, blev annoncedirektør Søren Hyldgaard i dag sat af posten. I stedet er direktør for de nationale titler i Berlingske Media, John Kristensen, foreløbig konstitueret som ansvarlig i koncernledelsen for det nationale annoncesalg og e-commerce. Ifølge pressemeddelelsen fra Berlingske Media, var tiden inde til et sporskifte - her fortæller Søren Hyldgaard nærmere om hvorfor.

Hvad er årsagen til, at du stopper?

"Det korte og ærlige svar er, at der er høje ambitioner i Berlingske Media om, at vi skal kompensere fuldt ud for hver en krone, vi taber på print, med indtægter på andre områder. Det har vi forsøgt i fire et halvt år, og noget er lykkedes, andet er ikke. Men hvis planerne ikke virker, og man ikke længere tror på, at det kan lade sig gøre helt at nå de meget høje ambitioner, så må man også være ærlig og sige stop. Det kan en øverste ledelse selvfølgelig ikke leve med, og så må der nye kræfter til, sådan er det."

Ville du gerne være fortsat, hvis du havde fået muligheden for det?

"Ja, det ville jeg."

Er ambitionerne blevet skruet ekstra op i Berlingske Media?

"Det har jeg ingen kommentarer til."

Hvordan har du det med at skulle forlade Berlingske?

"Det er selvfølgelig med vemod. Det har været 10 fantastiske år. Det har også været en lang kamp de sidste fire et halvt år, og når man på et tidspunkt begynder at tvivle på at kunne nå ambitionerne, så må man også sige, nok er nok, og så er det helt fair, at der kommer andre kræfter til og kigger på tingene med nye øjne."

Men det er vel ikke dig selv, der har sagt stop?

"Nej, men når man har dialogen og diskutere planer og budgetter, og man som direktør siger, at man tvivler på, at ambitionerne kan nås, så er spillets regler også, at der må andre kræfter til at kigge på opgaven. Jeg ved, jeg har gjort det godt, det er et spørgsmål om, at man er nødt til at tro på tingene."

Hvad er grunden til, at du ikke stopper med det samme, men først med udgangen af august, som det fremgår af pressemeddelelsen?

"Jeg fratræder i dag og er stoppet, så det er ikke rigtigt, at jeg skulle blive måneden ud. Jeg sidder med for mange fortrolige oplysninger om strategi, planer og fremtid, så det er helt naturligt."

Hvordan har sommeren udviklet sig salgsmæssigt?

"Sommeren har været en katastrofe for hele mediemarkedet. Juli har især været katastrofal."

Har det spillet ind på beslutningen om din afgang?

"Det kan jeg ikke svare på."

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske Media kan være på vej mod et salg og ejerskifte - ser du nogen sammenhæng mellem din afgang og så et muligt salg?

"Det vil jeg ikke kommentere, men det er klart, man sælger en virksomhed på planer for fremtiden og ikke fortiden. Men det er et spørgsmål, du hellere må stille til Lisbeth Knudsen."

Du har været annoncedirektør i mange år - hvad skal der ske nu?

"Det ved jeg ikke. Jeg har oparbejdet en solid erfaring gennem de sidste ti år og især de seneste fire et halvt år, men lige nu puster jeg lige ud i nogle sekunder."

Har du nogle konkrete planer?

"Nej, sådan noget spekulerer jeg ikke på, før det er aktuelt. Ellers er man allerede på vej ud ad døren."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også