Lars Munch: Berlingske har brug for ny, stabil ejer

Skulle de store dagblads-konkurrenter efter mere end 100 års rivalisering ende i ét og samme medieselskab? Det er, hvad flere analytikere ser som et af de mest sandsynlige scenarier, hvis den britiske ejer af Berlingske Media, Mecom, skiller sig af med sine danske aktiviteter. Konkurrenterne fra JP/Politikens Hus står nemlig øverst på manges liste over mulige købere, hvilket dermed vil resultere i et af de største mediehuse i Norden.
Thomas Bo Christensen

Skulle de store dagblads-konkurrenter efter mere end 100 års rivalisering ende i ét og samme medieselskab?

Det er, hvad flere analytikere ser som et af de mest sandsynlige scenarier, hvis den britiske ejer af Berlingske Media, Mecom, skiller sig af med sine danske aktiviteter. Konkurrenterne fra JP/Politikens Hus står nemlig øverst på manges liste over mulige købere, hvilket dermed vil resultere i et af de største mediehuse i Norden.

En ide, som adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch, tidligere har erkendt kunne være en mulighed og et stort plus for den danske medieverden, fordi det ville give ”en stærk publicistisk dansk-ejet udgiver, som har tilstrækkelig størrelse til at sikre det frie ord”, som han har tidligere har udtalt til Journalisten.dk.

Det er ifølge Lars Munch stadig en ønskelig mulighed, men han er tilbageholdende med at fortælle, hvad der i disse dage foregår på ledelsesgangen på Rådhuspladsen.

”Men overordnet vil jeg sige, at jeg synes, at det er afgørende, at Berlingske set i bred forstand nu får en professionel, stabil og langsigtet publicistisk ejer. Sådan trives medier bedst, og det fortjener Berlingske også. Det er ulykkeligt for Berlingske og deres medarbejdere, at der nu åbenbart igen er usikkerhed om deres fremtidige ejerforhold.”

Har I fået nogen henvendelse fra Mecom eller Berlingske?

”Det vil jeg slet ikke udtale mig om.”

Du har tidligere sagt, at du gerne så, at JP/Politiken blev større, og du har tidligere åbnet muligheden for at overtage Berlingske. Nu lader det til, at du har muligheden – kunne du tænke dig at bruge den mulighed?

”Det er klart, at vi altid undersøger alle muligheder. Det er det, vi er ansat til, og det gør vi også i den her situation.”

Men er det ikke fristende, at I måske kan overtage jeres største konkurrent - og måske for mindre end tredjedel af, hvad den nuværende ejer gav for Berlingske Media i 2006?

”Vi undersøger mulighederne og så må se, hvad resultatet af den undersøgelse bliver.”

Men hvis I ikke gøre noget nu, har I så ikke forspildt en enestående chance for netop at indfri jeres ambitioner om at vokse og om at lave det ”plublicistiske flagskib”, som du har sagt, at du ønsker, og som kan måle sig med de aktører, der er i de andre nordiske lande?

”Jo, men det er også derfor, at vi undersøger den her mulighed, ligesom vi undersøger andre. Jeg kan ikke konkretisere det nærmere.”

I tilfælde af at I ville overtage Berlingske Media, ville det så være hele koncernen eller kun bidder af den?

”Det er alt for tidligt at svare på det.”

Fynske Medier har meldt ud, at de er interesseret i dele af Berlingske Media, hvis printkoncernen bliver solgt i mindre bidder, som de fleste eksperter forudser - kunne man forestille sig, at I delte Berlingske Media imellem jer?

”Jeg tror, man kan forestille sig mange ting, og der vil givetvis komme et hav af spekulationer. Men i bund og grund er det op til sælgeren, hvordan salget skal foretages.”

Hvilke synergi-effekter ville I kunne høste ved et køb af Berlingske?

”Det kan jeg ikke svare på.”

I tilfælde af at I gik ind og indlemmede Berlingske i JP/Politikens Hus, kunne man så ikke være bekymret for, at huset blev for stort?

”Der ligger jo meget i det spørgsmål. Det er klart, at der er nogle konkurrencemæssige aspekter i forhold til lovgivningen. Men der er også mange andre aspekter, f.eks. i forhold til Berlingske-koncernens problematiske økonomi i efterhånden mange år, ligesom det er svært at finde områder, hvor Berlingske Media har dominerende markedspositioner især i forhold til det digitale. Men det er det, vi er ved at undersøge. Det er en intern proces, som jeg ikke kan melde offentligt ud om.”

 - TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også