EL: Staten kan holde hånden under Berlingske Media

Berlingske Media bliver med al sandsynlighed solgt før eller siden, og det bliver i mindre bidder. Sådan lød vurderingen i går fra en række aktører og iagtagere i finans- og mediebranchen, som MediaWatch har talt med.
Per Fanefjord Laursen

Berlingske Media bliver med al sandsynlighed solgt før eller siden, og det bliver i mindre bidder. Sådan lød vurderingen i går fra en række aktører og iagtagere i finans- og mediebranchen, som MediaWatch har talt med.

Medieordfører for Enhedslisten, Per Clausen, ser med bekymring på de nyeste udsigter for Berlingske Media. Han kalder det en helt forudsigelig udvikling; den britiske ejer Mecom er først og fremmest i det danske mediebillede for at tjene penge, og er profitten ikke høj nok, så sælger de ud.

”Jeg håber, der kan findes en løsning, hvor en fondskonstruktion i stil med JP/Politiken kan drive Berlingske Media videre. Det vil være rigtig kedeligt, hvis mangfoldigheden i dansk presse reduceres, fordi Berlingskes eksperiment med multinationale mediehuse som ejere, går galt.”

JP/Pol i fokus
Per Clausen mener, at JP/Politikens Hus har vist vejen i forhold til at kunne drive meget forskellige, uafhængige avisbrands under samme koncernparaply.

”Naturligvis vil det være betænkeligt, hvis en enkelt fond ejer alle de store mediehuse i Danmark. På den anden side har man jo været i stand til at opretholde JP og Politikens uafhængighed og særtræk, så jeg synes ikke, vi kan tillade os at afvise en sådan løsning."

Kunne vi ende i en nødsituation, hvor staten opkøber Berlingske Media for at støtte ejer-pluralisme inden for den tungere journalistik?

”Jeg forestiller mig ikke, at staten skal betale Mecom for at overtage Berlingske, men hvis det er nødvendigt kunne staten godt holde hånden under Berlingske Medier indtil en anden holdbar ejer-konstruktion kan etableres.”

Per Clausen finder, at et frasalg af Berlingske i småbidder er uheldig. Det ville meget let kunne betyde, at vigtige dele af Berlingske Medier, f.eks. Weekendavisen, forsvandt.

Kulturminister Uffe Elbæk (RV) ønsker ikke at kommentere på udsigterne for Berlingske Media, oplyser hans pressechef til MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også