Berlingske-købere hænger ikke på træerne

Der kommer ikke til at blive nogen kø af købere, der vil hive den store pengepung frem og købe udgivelserne i Berlingske Media. Sådan lyder det fra en række aktører og iagttagere i finans- og mediebranchen, som MediaWatch har talt med i forhold til forlydenderne om, at den britiske ejer, Mecom, vil sælge aktiviteterne i Danmark.

Der kommer ikke til at blive nogen kø af købere, der vil hive den store pengepung frem og købe udgivelserne i Berlingske Media.

Sådan lyder det fra en række aktører og iagttagere i finans- og mediebranchen, som MediaWatch har talt med i forhold til forlydenderne om, at den britiske ejer, Mecom, vil sælge aktiviteterne i Danmark.

Tværtimod mener flere, at det bliver svært at finde nogen, der vil investere i den danske mediekoncern – både fordi medievirksomheder ikke er det hotteste emne for investorer, men også fordi Berlingske Media i flere år har kæmpet med røde tal på bundlinjen.

I miljøet sættes der spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er muligt for Mecom at sælge Berlingske Media samlet. I stedet spekuleres der i, at Berlingske vil blive splittet op og solgt i forskellige dele, lyder vurderingen. Logikken er her, at Mecom formentlig vil kunne finde flere mulige købere ved en opsplitning af forretning og dermed kunne sikre aktionærerne større afkast ved et frasalg.

Selv afviser Berlingske Medias adm. direktør, Lisbeth Knudsen, dog i dag over for Børsen, en opsplitning i forbindelse med et eventuelt ejerskifte.

Rentabiliteten udfordrer
Desuden peger flere på, at det grundlæggende ikke er let at finde købere med appetit på medievirksomheder.

”Det er ikke det nemmeste at sælge en medievirksomhed i dag. Både fordi markedet generelt er vanskeligt, men også fordi medievirksomheder heller ikke har været kendt som de mest velindtjenende på det seneste. Og samtidig ligger der nogle udfordringer i Berlingske-koncernen i forhold til rentabilitet, som virkelig vil noget,” lyder det fra en af de kilder i corporate finance-miljøet, som MediaWatch har talt med.

I miljøet peges der derfor på, at en eventuel køber skal have stor finansiel styrke til at løfte og bringe koncernen videre. Derfor indsnævres køberfeltet betydeligt - forstærket af et aktuelt annoncemarked, der generelt gør livet for medieforretningerne langt mere usikkert.

Ifølge iagttagere kunne mulige købere være nogle af store nordiske mediehuse (eller eventuelt en ny britisk mediekoncern), de danske konkurrenter fra JP/Politikens Hus eller kapitalfonde.

Umiddelbart peger pilen mest på de nordiske mediehuse, som vil kunne høste synergi-effekter på tværs af udgivelser, mens flere peger på, at et køb fra JP/Politikens side ville gøre mediehuset for stort og kan være i strid med konkurrenceregler.

Flere muligheder ved split
Et frasalg af de enkelte forretningsdele i Berlingske Media vil dog kunne mindske de konkurrenceretlige begrænsninger. Det vil samtidig betyde en bredere vifte af potentielle købere, der vil kunne høste synergieffekter og dermed få en rentabel forretning ud af investeringen, lyder vurderingen.

Her står de regionale mediehuse i Nordjyske Medier, Fynske Medier og den Sydvestjyske Venstrepresse som de aktører, der vil kunne have en interesse i at overtage de regionale midtjyske aviser i Berlingske Media, mens pilen peger på JP/Politikens Hus i forhold til de landsdækkende dagblade - Berlingske og BT - hvis ellers konkurrencemyndighederne vil gå med til det.

Derudover er Berlingske Medias ugeaviser i Sønderjylland og København kunne være interessante investeringer for de konkurrenter, der i forvejen opererer i områderne.

Kapitalfonde tvivlsomt
Endelig nævnes de danske kapitalfonde Axcel og Nordic Capital samt svenske EQT, som mulige investorer, selv om flere kilder mener, at deres interesse i en medievirksomhed som Berlingske kan ligge på et lille sted:

”Et mediehus er ikke karakteriseret ved store aktiver, som man kan belåne, og indtjeningen taget i betragtning er der heller ikke noget, der umiddelbart gør, at man kan geare kapitalen. Desuden er aktivmassen i medievirksomheder meget immateriel i forhold til traditionelle produktionsvirksomheder. Men man kan selvfølgelig ikke afvise, at danske private equity-fonde kunne synes, at det var spændende at overtage en gammel mediekoncern. Men de får absolut ingen synergi-effekter, så derfor er det tvivlsomt."

Endelig peges der på, at det kan blive en hæmsko for salget, at Berlingske Media i de seneste år har skåret organisationen til. For selv om besparelserne har styrket koncernens regnskaber, så tvivles der på, hvor meget mere der kan spares, og derfor mister eventuelle købere muligheden for at skære yderligere og hente synergieffekter.

- TBC, PFL, LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også