Analytiker: Ikke holdbar metode, Berlingske

Det er godt gået at præstere et positivt driftsresultat trods dalende omsætning, men det kan ikke blive ved, siger medieanalytiker Henrik Schultz.

"Resultatet er et stort minus efter alle omkostninger. Men de har på trods af lavere indtægter opholdt samme driftsresultat på EBITDA som i fjor. Det er meget godt gået, at Berlingske Media klarer at skære så meget i omkostningerne, at de opretholder et positivt driftsresultat, men det er ikke vældig holdbart på sigt," siger Henrik Schultz, medieanalytiker ved norske Sparebank 1 Markets, som reaktion på det regnskab, som Berlingske Medias ejer Mecom Group netop har udgivet.

Han roser Berlingske Media for at kunne præstere et positivt driftsresultat samtidig med at koncernen sætter nye aktiviteter i gang - som eksempelvis Radio24syv.

Men overordnet er halvårs-resultatet et underskud på 38 mio. kr. pointerer analytikeren, der ikke mener, at metoden med at spare sig fra annoncenedgang og faldende avissalg er en holdbar måde på sigt at skabe positive driftsresultater.

Især mener han, at man bør tage højde for, at de  "ekstraordinære driftsomkostninger", der ikke medregnes i driftsresultat, men medvirker til det overordnede negative resultat, stort set altid indgår i regnskabet.

"Lønsomheden i dag for Berlingske Media og Mecom er i det store perspektiv helt utilfredsstillende. Driftsresultatet er naturligvis bedre, end hvis de tabte en masse penge, men niveauet der har - og har haft i mange år - er helt uholdbart, og man kan ikke blive ved med at spare sig til resultater," siger Henrik Schultz, der mener, at der skal ske noget strukturelt i den danske mediebranche. 

Fornuftigt regnskab for en virksomhed til salg   
Mecoms nye strategi og topchefen Tom Toumazis planlagte afgang har pustet nyt liv i forventningerne om, at Mecom vil sælge Berlingske Media og koncernens øvrige selskaber.

I det perspektiv ser halvårs-regnskabet for Berlingske Media fornuftigt ud, siger Henrik Schultz.  

"Det virker som om man har nogenlunde kontrol over udviklingen. Det gør, at for købere er det ikke så frygtindgydende opgave, fordi man klarer at udvikle forretningen og samtidig spare sig til et positivt driftsresultat, det er meget godt," siger han.

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også