Knudsen: Måske ny ejer af Berlingske

"Et element i den kommende gennemgang af Mecom er, at der kan komme yderligere frasalg. Så ja, Berlingske Media kan i den proces ende med at få en ny ejer," siger Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media, til Berlingske.
MediaWatch

"Et element i den kommende gennemgang af Mecom er, at der kan komme yderligere frasalg. Så ja, Berlingske Media kan i den proces ende med at få en ny ejer," siger Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media, til Berlingske.

Ordene falder efter at Berlingskes ejer, mediekoncernen Mecom, for nyligt offentliggjorde sin nye strategi, der bl.a. betød et farvel til topchef i Mecom Tom Toumazis. Et træk, som bl.a. medieanalytiker Henrik Schultz tolkede som et tegn om nærmest uundgåeligt salg af Berlingske.

Men ikke et ord om krise fra Lisbeth Knudsens læber: Berlingske Media er i følge hende en "supersund virksomhed, som er gået fra at have minus på bundlinjen til nu at have et pænt overskud."
Hun forventer, at både professionelle investorer og medievirksomheder kunne være interesserede i at købe Berlingske Media.

Digitale prioriteter
Hvem den nye ejer bliver, vil Knudsen ikke ud i spekulationer omkring. Men en høj prioritering af de digitale medier er for hende altafgørende, når der skal vælges nyt ejerskab.

"For mig er det afgørende, at en ny ejer er klar til at foretage de nødvendige yderligere investeringer i den digitale transformation, hvor Berlingske Media har et stort potentiale på markedet. Der findes ikke en mediekoncern i Danmark, som er lige så langt i den proces som Berlingske Media, og den proces skal fortsætte," siger Lisbeth Knudsen.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også