Knudsen om udviklingsstøtte: Husk nu print

Når regeringen efter sommerferien tager fat på forhandlingerne om en ny mediestøtte, betyder det formentlig også et farvel til Dagbladsnævnet, der de sidste seks år har ydet støtte til etablering af nye printmedier og omlægning af eksisterende.

Når regeringen efter sommerferien tager fat på forhandlingerne om en ny mediestøtte, betyder det formentlig også et farvel til Dagbladsnævnet, der de sidste seks år har ydet støtte til etablering af nye printmedier og omlægning af eksisterende.

Nævnet har dog haft det tunge handicap, at det ikke har kunnet støtte digitale projekter. Det er en af hovedårsagerne til, at nævnet i dag ligger inde med en opsparing på 60 mio. kr., og at det de sidste tre år har givet afslag på 20 ud af i alt 33 ansøgninger om omstilings- og etableringsstøtte.

Men omlægningen af Dagbladsnævnet og støttemulighederne her bør ikke ende med en ensidighed, der har modsat fortegn, mener Lisbeth Knudsen, adm. direktør i Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør i Berlingske.

"Det er svært at se, hvad det bliver til, og hvad regeringen vil gøre. Men jeg håber ikke, at det ender med, at man går i den anden grøft og kun vil støtte digitale projekter. Der bør også være mulighed for at søge og give støtte til nye printmedier," siger Lisbeth Knudsen.

Er det ikke nye toner fra en web-first fortaler som dig?

"Det kan man måske godt sige. Men når jeg ser mig omkring, så spiller print stadig en væsentlig rolle. Der opstår stadig mange seriøse magasiner f.eks. Nogle udkommer kun på Ipad, andre også på print, og jeg tror, at vi kommer til at se, at mange magasiner måske starter digitalt og så også udkommer på print, når det er løbet i gang. Så hvor meget, jeg end prædiker digital udvikling, så mener jeg ikke, at medierne kun skal gå digitalt," siger Lisbeth Knudsen.

Hun hæfter sig ved, at selv digitalt interesserede ikke har kastet print helt fra sig. Wired sælger stadig på print f.eks.

"Vi har selv udgivet et magasin om apps, og det er jo mærkeligt, at man gerne vil læse om det på print, men det er der mange, der vil," siger hun.

Har I selv planer om flere printudgivelser?

"Det vil jeg ikke udelukke. Vi har udgivet et rejsemagasin, Escape, og vi har udgivet et magasin om apps, og det kan jeg sagtens forestille mig, at vi gør igen."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også