Læsertal: Politiken tæt på toppen

Politiken puster Metroxpress i nakken, og Berlingske overhaler igen Ekstra Bladet. Brede læserfald i 2. kvartal rokker ved rangordenen.

Hvor længe kan Metroxpress kalde sig Danmarks mest læste avis? Og hvor længe vil Ekstra Bladet have flere læsere end BT?

Det er nogle af de cliffhangere, Gallups læsertal for hverdagsaviser  for de seneste tre måneder, 2. kvartal, lægger op til.

I toppen af listen dykker Metroxpress for første gang under 400.000 læsere. Droppet er især udløst af betydelige fald i maj og juni. I maj var der over 100.000 færre læsere end samme periode sidste år, der dog også stak særdeles positivt ud med et læsertal på næsten 500.000.

Metroxpress giver plads til Politiken
Det betyder samtidig, at Politiken langsomt haler ind på Metroxpress. I  2. kvartal var der kun 18.000 læsere til forskel på gratisavisen og betalte dagblad, der holder et imponerende læser-status qou.

Samlet har Metroxpress vinket farvel til 50.000 læsere i 2. kvartal i forhold til 2011. Det er sket til trods for, at der ellers er blevet bedre plads på gratismarkedet, efter Urban lukkede i begyndelsen af 2012. En nærliggende forklaring er smartphonens fremmarch som det nye pendler- og trafikmedie.

Berlingske overhaler
Mens Ekstra Bladet nyder rigtig godt af netop den udvikling på avisens mobilsite - så fortsætter printudgaven, der stadig er indtjeningsmotoren, med at tabe læsere.

Det betyder, at Berlingske igen har flere læsere end Ekstra Bladet som billedet også så ud omkring årsskiftet.

Dengang var BT for en stund større end Ekstra Bladet, og de to aviser ligger forsat i meget tæt konkurrence. Begge har læserfald på mere end 14 pct. i 2. kvartal, men Ekstra Bladet bevarer positionen som tabloidlæsernes foretrukne.

Aarhus Stiftstidende bløder
Blandt de regionale mediehuse holder blandt andre Sjællandske Medier en god kadence. Både Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske holder status quo og kan dermed nu måle sig (og mere til, når det gælder Frederiksborg Amts Avis) læsermæssigt med Aarhus Stiftstidende. 

Den aarhusianske regionalavis taber nemlig fortsat printlæsere. Procentuelt er 14 pct. papirlæsere forsvundet i 2. kvartal i år - det samme oplevede Fyens Stiftstidende, mens Nordjyske Stiftstidende og Lolland-Falsters Folkeblad også tabte over 10 pct. 

- LR

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også