Global: News Corp. overvejer at splitte imperiet i to

News Corp. deles i to

News Corp. deles i to
Det skandaleombruste News Corp. overvejer at skille sine avisforretninger fra underholdnings-aktiviteterne, der udgør langt den største del af virksomheden, skriver Bloomberg. Ifølge Bloomberg vil Murdoch-familien bevare kontrollen over begge virksomheder. Overvejelserne skulle være baseret på  hensyn til aktionærerne og ikke hacking-skandalen, der indtil videre har ført til lukningen af avisen News of the World og spoleret Murdoch’s forøg på at købe de resterende andele af BskyB. Overvejelserne sker dog, mens britiske Ofcom tager stilling til, om News Corp. må beholde sin 39 pct. ejerandel i BSkyB.

Microsoft køber Yammer for 1,2 mia. dollars
Med købet af Yammer, der også kaldes ”arbejdspladsens Facebook”, opruster Microsoft i kampen om arbejdsplads-software mod Google, skriverthe Guardian. Yammer er et besked-værktøj, hvor virksomheder kan oprette private sociale netværk for ansatte. Det hævder, at netværket har over 4 mio. professionelle brugere globalt, herunder ansatte ved Ford, Shell og Deloitte. Yammer blev etableret i 2008 i San Fransisco af David Sacks, der også står fadder til PayPal.

Briterne foreslår nye antipirat-regler
Ofcom, rådet der regulerer de britiske medier, har offentliggjort forslag til en ny antipirat-lov, der i modsætning til den danske piratpakke, fokuserer på at afskrække netpirater. Ifølge forslaget skal netbrugere tilsendes advarsels-breve fra teleselskaberne, så snart rettighedshavere anklager brugerne for ulovlig kopiering, skriver the Guardian.

Får man tre advarsler på et år, må teleselskaberne videregive anonyme oplysninger om downloading og fildeling til rettighedshaverne, der derefter kan søge retten om at få oplyst brugernes identitet til brug i retssager. Efter planen skal loven træde i kraft i marts 2014.


Washington opruster i kampen mod whistleblowers
Ansatte i de amerikanske efterretningstjenester risikerer nu at blive underlagt løgndetektortests og kontrol af en særligt undersøgelsesinstans, hvis de mistænkes for at lække information til medierne.

Washington har offentliggjort nye regler, der skal opsnappe og stoppe whistleblowing til medierne, skriver New York Times. Reglerne giver efterretningstjenesterne mulighed for at gennemføre undersøgelser af mulige informanter – selv om domstolene har afvist at føre en sag. Lovændringen følger i kølvandet på afsløringer af hemmeligtstemplede sager, som eksempelvis brugen af computervira til at ødelægge iranske atomvåben, i en række amerikanske medier.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også