Bonnier-spareøvelse rammer Dagens Medicin

Sparerunden i Bonnier Business Press betyder bl.a., at den svenske udgave af Dagens Medicin skal spare 5 pct. af udgifterne. Noget mindre er sparekravet til den danske udgave af mediet, forklarer chefredaktør og adm. direktør Kristian Lund.

Sparerunden i Bonnier Business Press betyder bl.a., at den svenske udgave af Dagens Medicin skal spare 5 pct. af udgifterne. Noget mindre er sparekravet til den danske udgave af mediet, forklarer chefredaktør og adm. direktør Kristian Lund.

"Det er under en mio. kr., vi har skullet finde, og det gør vi ved at kigge alle budgetterne igennem over en bred kam. Men det er ikke nogen stor spareøvelse," siger Kristian Lund, der forklarer, at pengene især er fundet ved at droppe en planlagt ansættelse (ikke redaktionel) og optimering af distributionen.

"Der er en stilling, vi ikke besætter, og så har vi fundet en måde at gøre det billigere i distributionsleddet," siger Kristian Lund.

1. halvår har været presset for flere printmedier på grund af annoncenedgang, hvordan har året udviklet sig for jer?

"Vi ligger på linje med 1. halvår sidste år, så det er som forventet. Sidste år sluttede vi årsregnskabet med et overskud på et par mio. kr. (1,6 mio. kr. efter skat, red.). Det forventer vi bliver bedre i år," siger Kristian Lund.

Ændret konkurrencebillede
Det er en ændret konkurrencesituation, der har givet medvind i 1. halvår og kompenseret for det nedadgående annoncemarked. Sidste år skar hovedkonkurrenten 'Ugeskrift for Læger' udgivelsesfrekvensen ned og gik fra at udkomme på print hver uge til hver anden uge.

"Det har betydet, at vi har vundet markedsandele og hævet vores andel af produkt- og stillingsannoncer og nu er markedsledende. Det er vigtigt at være uanset, hvilket marked du er i," siger Kristian Lund, der vurderer, at Dagens Medicin i dag har omkring 60 pct. af produktannoncerne for medicinalindustrien og cirka 52 pct. af stillingsannoncerne - et løft på cirka 10 pct. det seneste år ifølge direktøren.

Får besparelserne nogen betydning for nye tiltag?

"Nej, de er uberørte. Vi har mange projekter i gang og mener, at det er helt nødvendigt at udvikle sig som medie i et marked, hvor annoncemarkedet er faldende og formentlig vil fortsætte med at falde," siger Kristian Lund.

Flere nichenyhedsbreve
Blandt de tiltag, som Dagens Medicin i stigende grad satser på, er konferencedelen, der har været i stor vækst, og et nyt ledelsesakademi for sundhedspersonale, der er undervejs i år.

Derudover vil huset fokusere på at udvikle flere nicheorienterede nyhedsbreve. Sidste år lancerede Dagens Medicin nyhedsbrevet Dagens Pharma, der i fredags blev belønnet med en Bording pris - og flere nyhedsbreve er på vej, skabt efter samme model.

"Vi satser meget på at udbygge med stadigt smallere nyhedsbreve til stadigt smallere målgrupper. Dagens Pharma har en primær målgruppe på 1000, og det er ikke meget, men det løber fint rundt som abonnementsmedie. Vi kommer med et nyt nyhedsbrev i år, der er rettet mod en endnu smallere målgruppe og vil derudover gøre flere forsøg i efteråret med andre nyhedsbreve. Men strategeien er overordnet at udbygge porteføljen med meget smalle abonnementsbaserede nyhedsbreve," siger Kristian Lund.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også