Syddanske Medier nedjusterer

Et svigtende annoncemarked for både print-, rubrik- og bannerannoncer har fået Syddanske Medier til at nedtone forventningerne til 2012.

I starten af april skar mediehuset bag bl.a. Jydske Vestkysten og Jv.dk 12 mio. – 14 mio. kr. af den oprindeligt budgetterede omsætning, fortæller Peter Orry, chefredaktør og administrerende direktør på Syddanske Medier.

Et svigtende annoncemarked for både print-, rubrik- og bannerannoncer har fået Syddanske Medier til at nedtone forventningerne til 2012.

I starten af april skar mediehuset bag bl.a. Jydske Vestkysten og Jv.dk 12 mio. – 14 mio. kr. af den oprindeligt budgetterede omsætning, fortæller Peter Orry, chefredaktør og administrerende direktør på Syddanske Medier.

”Vi kunne se, at vi ikke kunne leve op til budgetterne på printannoncer. Det er de samme problemer, som der er i hele branchen,” siger han.

Peter Orry fortæller, at der er blevet skåret et næsten tilsvarende beløb af omkostningerne, så forventningerne til bundlinjen ikke har ”ændret sig meget”.

Syddanske Medier forventer nu, at omsætningen i 2012 vil være ”helt klart lavere” end sidste års 376 mio. kr., men højere end 350 mio. kr.

Ikke planer om ny sparerunde
Trods nedjusteringen er der ikke umiddelbart planer om sparerunder i mediehuset, der i september sidste år gennemgik en større sparemanøvre for at finde 25 mio. kr.

Samme år faldt resultatet fra 13 mio. kr. i 2010 til 4,8 mio. kr. i 2011 i mediehuset, der er ejet 50/50 af Berlingske Media og Den Sydvestjyske Venstrepresse. 

”Vi reducerede omkostningerne med netto 25 mio. kr. dengang. Så vi står ikke helt i den samme situation som vores kolleger (blandt andre udmeldte Fynske Medier en sparerunde sidste uge, red. ). Vi har taget medicinen før og har pænt styr på det lige nu,” siger Peter Orry, der dog tilføjer, at man heller ikke i det vestjydske skal ”male billedet for lysegrønt”.

Jydske Vestkysten holder omsætningen på bladsalget, der ifølge Peter Orry ligger marginalt bedre end budgetteret, det samme gør omsætningen på nye medier. Blandt andet sitet Sweetdeal, der ejes sammen med Berlingske Media, har haft en markant omsætningsvækst.

Print står dog stadig for 85 pct. af forretningen, mens resten er net og radio.

”Første halvår af 2012 har understreget den tendens, vi har været igennem i længere tid nu. Transformationen fra print til digitale medier er ved at tage fart – kravene er ganske store. Og vi arbejdet på at vedtage en ny strategi for den digitale udvikling i oktober,” siger Peter Orry.

”Vi skal finde på andre ting, der ligger omkring det produkt, der hedder lokaljournalistik. Det er vores kerneprodukt, og det er det, vi skal kapitalisere på ved at kunne tilbyde den halve million mennsker, vi har kontakt til, services og tilbud, de vil betale for,” siger han.

Jydske Vestkysten giver abonnenter gratis adgang til avisens app til Iphone. Til efteråret udkommer der en android-version, siger Peter Orry.

-JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også