Politikens Lokalaviser sløjfer tre sønderjyske titler

Sidste år opkøbte Politikens Lokalaviser de 12 sønderjyske ugeaviser i Budstikken samt kort efter yderligere tre udgaver i Vejle-området og fik dermed foden inden for på det sønderjyske uge-avismarked, hvor aktørerne tidligere var Berlingske Media, Den Sydvestjyske Venstrepresse, og så Budstikken, der var ejet af bogtrykker Hans Løhndorf.

Sidste år opkøbte Politikens Lokalaviser de 12 sønderjyske ugeaviser i Budstikken samt kort efter yderligere tre udgaver i Vejle-området og fik dermed foden inden for på det sønderjyske uge-avismarked, hvor aktørerne tidligere var Berlingske Media, Den Sydvestjyske Venstrepresse, og så Budstikken, der var ejet af bogtrykker Hans Løhndorf.

De 15 ugeaviser er nu blevet til 12, efter Politikens Lokalaviser har valgt at lukke tre af titlerne, ugeaviserne i hhv. Ribe, Tønder og Midtlandet for at gøre forretningen mere rentabel.

"Vi har hen over foråret lukket titlen i Ribe, fordi det gav god mening at lade én udgave dække hele Esbjerg kommune inklusive Ribe, nemlig Budstikken Esbjerg. Vi har dermed den eneste ugeavis i området, der med sit oplag dækker hele storkommunen. For lokalavisen Budstikken i Tønder gjaldt, at vi kunne se, at den ikke kunne blive rentabel med de nuværende konjunkturer. Den tredje titel, vi har valgt at ændre ved, er Budstikken Midtlandet, der havde fuld dobbeltdækning med vores egen Haderslev-udgave. Her koncentrerer vi kræfterne om én udgivelse i samme område, nemlig Haderslev," siger Jan Halling, direktør i Politikens Lokalaviser.

Samarbejde med Digeposten
For at sikre at Politikens Lokalaviser kan blive ved med at tilbyde den samme totale annoncedækning i hele Syd- og Sønderjylland, har huset indledt et annoncesamarbejde med Den Sydvestjyske Venstrepresses ugeavis, 'Digeposten', som dækker Tønder, hvor Budstikken ellers ville være uden dækning efter lukningen af Tønder-udgaven.

"Det sikrer os, at vi stadig har en komplet mediedækning i området, hvilket er vigtigt for de helt store kunder" siger Jan Halling, der uddyber, at samarbejdet også gælder den anden vej, så Lokalavisen Digeposten kan trække på Budstikkens titler for at øge sin annonce-dækning.

Flere specialudgaver
Den samarbejdsaftale kan ligne et vendepunkt for konkurrencesituationen i det sønderjyske, fordi Den Sydvestjyske Venstrepresse ikke bare er en af Budstikkens hovedkonkurrenter i området, men også er tæt forbundet med Berlingske Media i kraft af det fælles ejerskab af Syddanske Medier og Jydske Vestkysten. Jan Halling afviser dog, at der skulle være mere perspektiv i samarbejdet end som så.

"Det er en ren samarbejdsaftale, der kun gælder for dette ene meget begrænsede område," siger Jan Halling, der også afviser, at aftalen ændrer konkurrencesituationen i området generelt.

Er I dermed færdige med tilpasningerne i det sønderjyske?

"Nej, der er der nok ikke nogen medievirksomhed, der kan tillade sig at sige det i dag. Men målet er ikke at skære ned, vi vil først og fremmest styrke vores nuværende produkter og øge produktpaletten for at skabe vækst og indtjening," siger Jan Halling, der peger på eksempelvis magasiner og specialudgivelser, som de tiltag, der kommer mere af.

Overskuddet i Politikens Lokalaviser dalede sidste år godt fire mio. kr. til 12,4 mio. kr. efter skat, og mediehuset reducerede i slutningen af 2011 antallet af stillinger med 53 som en konsekvens af bl.a. Budstikken-opkøbet og et annoncemarked, der slog mere eller mindre bak i andet halvår.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også