Knudsen: Ikke flere store sparerunder

Knap havde Berlingske Media A/S offentliggjort et årsregnskab i bedring, før selskabets ejere, Mecom, nedjusterede forventningerne til 2012 og som resultat fik en børslussing i form af et kursfald på 47 pct. i løbet af onsdag.
Knap havde Berlingske Media A/S offentliggjort et årsregnskab i bedring, før selskabets ejere, Mecom, nedjusterede forventningerne til 2012 og som resultat fik en børslussing i form af et kursfald på 47 pct. i løbet af onsdag. Men Mecoms nedjustering, der blev begrundet med faldende annonceomsætning i koncernens hollandske aviser samt et oplagsfald hos danske BT, vil ikke umiddelbart have store konsekvenser for Mecoms danske datterselskaber, siger koncernchef Lisbeth Knudsen.  Udmeldingen fra Mecom var grundlæggende ikke overraskede, annoncemarkedets træghed og BT's oplagsfald var allerede kendt.   ”Der er nævnt en omlægning i den hollandske salgsorganisation. Men der er ikke planer om store omlægninger hos os. Vi er ikke så udsat som den hollandske del af koncernen. Men som alle andre i branchen ser vi selvfølgelig en udfordring i ændringen af annoncer fra print til andre platforme,” siger hun. Slut med sparerunder
Berlingske Media A/S, der er en del af Berlingske Media-koncernen,  præsenterede ikke stor vækst i 2011, men indhug i selskabets udgifter gjorde det muligt både at lande et resultat på 47 mio. kr. efter skat (mod 18,7 mio. kr. sidste år) og forbedre egenkapitalen med ca. 50 mio. kr. til 450 mio. kr.    Siden 2011 har Berlingske Media A/S svunget sparekniven: Selskabet  lukkede gratisavisen Urban  og fyrede 87 medarbejdere.   ”Der er ikke planer om flere store sparerunder. Vi startede tidligt i januar med at gennemføre Mecom-planen (der indebar besparelser på Berlingske. red.). Der vil altid være tilpasninger i organisationen, men i en mindre målestok,” siger Lisbeth Knudsen. 

Ingen salgsplaner
Berlingske Media har de seneste år foretaget en større oprydning i selskabets portefølje af titler. Ud over lukningen af Urban i januar, frasolgte selskabet i 2011 fire vestsjællandske ugeaviser og købte i stedet tre ugeaviser i Storkøbenhavn. ”Vi vil altid se på mulighederne for at konsolidere på markedet. Men der er ingen planer om at lukke udgivelser eller afhænde noget i vores portefølje,” siger Lisbeth Knudsen om udsigterne for 2012.

Forventer overskud i 2012
2011 blev også året, hvor Berlingske Media gik i luften med public service-radioen 24Syv og optrappede partnerskabet med TV2 Finans, der blandt andet bygger på, at Berlingske Business leverer journalistisk arbejdskraft og til gengæld for eksponering af deres web-tv på den landsdækkende kanal. Hvordan de to engagementer har indvirket på 2011-regnskabet, kan Lisbeth Knudsen dog ikke sige noget om endnu.

I 2012, hvor Berlingske Media blandt andet vil se resultatet af at have lanceret et eget nyhedsbureau, Berlingske Nyhedsbureau,  der ifølge Lisbeth Knudsen er billigere at drive end abonnementet på Ritzau, forventer koncernchefen dog et lille overskud. Det til trods for, at 2012 indtil videre har været presset på oplags- og annoncemæssigt, og udsigterne i den danske økonomi og privatforbruget er halvdunkle.

”Vi har meget forsigtige forventninger til andet halvår af 2012. Men vi forventer et overskud i 2012, ” siger Knudsen. - JHT  

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også