Politikens konkurrenter siger nej til Facebook-avis

Politiken lancerede onsdag sin nye Facebook-avis, men man skal ikke forvente, at konkurrenterne kaster, hvad de har i hænderne, for at lave en tilsvarende version. Tværtimod fortæller både Jyllands-Posten, Information og Kristeligt Dagblad, at de ikke har planer om at lancere en lignende news reader-app til Facebook. På Kristeligt Dagblad oplyser avisens onlinechef, Troels Behrendt Jørgensen, at en Facebook-app i stil med Politikens ikke ligger lige for, men at avisen vil følge projektet.
Thomas Bo Christensen

Politiken lancerede onsdag sin nye Facebook-avis, men man skal ikke forvente, at konkurrenterne kaster, hvad de har i hænderne, for at lave en tilsvarende version.

Tværtimod fortæller både Jyllands-Posten, Information og Kristeligt Dagblad, at de ikke har planer om at lancere en lignende news reader-app til Facebook.

På Kristeligt Dagblad oplyser avisens onlinechef, Troels Behrendt Jørgensen, at en Facebook-app i stil med Politikens ikke ligger lige for, men at avisen vil følge projektet.

Det samme gør sig gældende på Jyllands-Posten, forklarer Jens Nicolaisen, der er digital direktør på avisen:

”Jyllands-Posten har ikke aktuelle planer om at lancere en Facebook-avis. Vi vil følge Politikens erfaringer med spænding, men vi har fuld fokus på vort kommende premium-koncept, hvor vi ønsker at udvikle værdiskabende produkter og indhold for vore abonnenter,” skriver han på en mail.

I strid med principper
Ifølge Jens Nicolaisen er der flere forhold, som gør, at Jyllands-Posten tøver:

”Grundlæggende strider det mod en række af Jyllands-Postens publicistiske principper, og vor skepsis ligner meget de bekymringer, vi i sin tid havde, da vi ikke ønskede at være en del af Google News konceptet. Vi anerkender til fulde de eksponeringsmuligheder Facebook giver, især overfor målgrupper som vi i dag har svært ved at tiltrække, og vi ser helt klart gode muligheder i Facebook som en vigtig markedsføringskanal. Det arbejder vi på, at vi lykkes med, uden at Facebook f.eks. bliver en distributionskanal med artikler i fuld længde.”

Hvordan strider det mod Jyllands-Postens publicistiske principper?

”Jyllands-Posten ser Facebook som en af de største konkurrenter i forhold til brugernes tid. En Facebook-avis understøtter konkurrentens interesser og udfordrer vor egne muligheder for at styrke brugerrelationen. Facebook giver mange muligheder for at øge interaktionen med brugerne, men vi ønsker ikke umiddelbart, at de skal distribuere vort indhold i fuld længde,” lyder det fra Jens Nicolaisen.

Prototyper blev til nej
På Information afviser man at følge Politiken, forklarer Nikolai Thyssen, der er redaktionschef for Information.dk:

”Som de fleste andre medier har vi bemærket de markante tal, som bl.a. Guardians Facebook-projekt har kastet af sig. Det rykker jo i de fleste medier, når andre har stor succes med social trafik. Så vi har leget med ideen, og vi har leget med et par prototyper. Og vi besluttede os for, at det ville vi ikke gøre,” skriver Nikolai Thyssen på en mail.

Ifølge Nikolai Thyssen er det selve måden, som konceptet er skruet sammen på i forhold til brugerne, der gjort, at Information har droppet projektet:

”Først og fremmest fordi det er dårlig stil at overvåge folk. Det er upassende diskret at promovere, hvad brugerne læser, og jeg tror gevinsten er relativt kortsigtet,” lyder det fra Nikolai Thyssen.

- TBC
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også