Berlingske-redaktør: Køb af journalister er helt gak-gak

Det seneste tiltag på Berlingske Business med at udgive pressemeddelelser i avisen har medført en del debat i de seneste dage. På den ene side er Berlingske blevet kritiseret for ”snylte på sin egen troværdighed” ved at sætte virksomhedernes egne historier i avisen.
Thomas Bo Christensen

Det seneste tiltag på Berlingske Business med at udgive pressemeddelelser i avisen har medført en del debat i de seneste dage. På den ene side er Berlingske blevet kritiseret for ”snylte på sin egen troværdighed” ved at sætte virksomhedernes egne historier i avisen.

På den anden side er avisen blevet beskyldt for nærmest ikke at gå langt nok i forhold de kommercielle samarbejder - således foreslog direktøren for mediebureauet Mindshare i går, at aviserne f.eks. burde stille journalister til rådighed for virksomheder til at skrive om firmaernes nye produkter.

Begge dele afvises kraftigt af udviklingsredaktør på Berlingske Business, Morten Asmussen, der er hovedarkitekten bag Business Direct, der giver virksomheder mulighed for at få pressemeddelelser i avisen.

Han er uenig i begge synspunkter – først og fremmest kritikken af Berlingskes troværdighed, som blev fremført af Roy Langer, associate partner i Nordic Consulting Group.

Tænk på modtagerne
”Jeg er fuldstændig uenig med Roy Langer. Jeg er uenig i, at placeringen af kommercielt indhold på den måde, som vi gør det på, er et problem. Vi skriver jo klart, at det er pressemeddelelser, så jeg kan slet ikke se, at det skulle være et problem,” siger han med henvisning til, Business Direct optræder for sig selv i avisen.

Morten Asmussen kender dog godt kritikken, men ifølge udviklingsredaktøren glemmer modstanderne af konceptet en vigtig ting i debatten:

”Modstanderne tænker kun på afsenderen og underkender, at der faktisk er et behov efter det, vi laver. Vi ved, at der er et behov hos branchefolk efter et sted, hvor de kan få et overblik over området for små og mellemstore virksomheder. Hvor de kan se, hvad der sker i deres branche, hvad konkurrenten gør lige nu osv. Alle den slags detaljer, som ingen medier har ressourcer til at dække. Det er det, som Business Direct er til for,” siger Morten Asmussen.

Han mener derfor, at troværdighedsdiskussionen er skudt forbi målet, fordi det er virksomhederne, der selv efterspørger produktet:

”Hvis Business Direct bliver utroværdigt, er der ingen forretning i det, for så kan virksomhederne ikke bruge det til noget,” siger Morten Asmussen, der samtidig fortæller, at avisen har afvist pressemeddelelser fra virksomheder, fordi de ikke levede op til kravene for  en ”rigtig” pressemeddelelse.

Kommerciel afdeling mulig
De krav er Morten Asmussen åben for en diskussion af. Men der er ikke plads til diskussion eller kompromisser, når det gælder forslaget om at stille journalister til rådighed for virksomheder, som blev lanceret i går af Mindshares direktør, Martin Ove Rasmussen.

”Hvis han ønsker, at virksomheder bare skal kunne købe et par af Berlingskes journalisters til at skrive positive artikler om dem, så er det helt gakgak. Den tanke kan jeg godt afvise fuldstændigt. Det kan slet ikke lade sig gøre,” lyder det fra Morten Asmussen, der dog åbner en dør på klem for andre typer samarbejder, der går uden om redaktionerne:

”Når det er sagt, kan man godt forestille sig som tankeeksperiment, at Berlingske havde en afdeling, som var 100 procent kommerciel. Det er der jo flere virksomheder, der allerede har. Altså, hvor vi f.eks. producerede medarbejder-magasiner til virksomheder. Det kunne jeg sagtens se som et forretningsområde for Berlingske, men det har ingenting med Berlingskes journalistik at gøre.”

Religiøs om uafhængighed
Men hvor går grænsen så?
”Jeg er faktisk rimelig religiøs, når det handler om at holde journalister fri af den kommercielle proces. Jeg synes, at grænsen går i enhver sammenhæng, hvor det er andet end det redaktionelle, der bestemmer, hvad man skriver. Det er simpelthen uacceptabelt, når kommercielle interesser får nogen som helst indflydelse på journalisternes arbejde. Hvis der kommer tvivl om, hvilke interesser der er på spil, når vi skriver en artikel, så kan ingen jo stole på det, vi skriver. Der har jeg ingen kompromisser,” lyder det fra Morten Asmussen.

Ifølge ham har der internt i Berlingske været mere forståelse end modstand mod Business Direct-projektet, men han er klar over, at det er en diskussion, som er nødvendig:

”Jeg har ikke noget problem med at diskutere det her. Og det er også noget, vi kommer til at gøre i fremtiden på Berlingske, så alle ved, hvad det går ud på. Og det kan jo ikke undgås, at der kommer kritik. Der er mange ting, der skal forklares i forhold til, hvad vi gør, og ikke mindst i forhold til, hvad vi ikke gør,” lyder det fra udviklingsredaktøren, der indtil nu kun har mødt én medarbejder på business-redaktionen, som har været kritisk i forhold til Business Direct.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også