Global: Redaktør tiltales i skandalesag

Nye anklager mod Brooks i skandalesag
Thomas Bo Christensen

Nye anklager mod Brooks i skandalesag
Den tidligere redaktør på den britiske avis News of the World, Rebekah Brooks, bliver tiltalt for forsøg på at obstruere rettens arbejde, skriver CNN. Brooks, der er en del af aflytningssagen i Storbritannien, beskyldes for at have flyttet kasser med dokumenter fra avisens kontorer og for at gemme computere og dokumenter for politiet. Hendes mand, Charlie Brooks, der er en kendt hestetræner og en tæt ven til Cameron, vil også blive tiltalt. Dermed er de første personer i skandalesagen, der tiltales.

2014 bliver godt år for New York Times
I 2014 vil abonnementsindtjeningen hos New York Times være så stor, at den balancerer faldet i annoncer. Sådan lyder det fra banken Barclays analytiker Kannan Venkateshwar, skriver The Next Web. Analytikeren har lavet beregninger, der siger, at skæringspunktet vil komme i midten af 2014 - både fordi nedgangen på annoncesiden vil blive mindre, men også fordi det forventes, at salget af digitale abonnementer vil hæve sig yderligere fra de ca. 450.000 abonnenter, som avisen har fået i løbet af det første år med initiativet.

Gigantiske annonceforventninger til sociale medier
Det er ikke nogen overraskelse, at annoncekronerne i disse tider flokkes om de sociale medier. Alligevel kan det vække fascination, hvor meget de nye medier tiltrækker. Et amerikansk analysebureau har regnet sig frem til, at der vil være en årlig vækst på 21 procent i annonceomsætningen på det amerikanske marked, og at den samlede annonceomsætning alene i USA vil nå næsten ti milliarder dollars i 2016 mod 3,8 milliarder i 2011, skriver The Next Web.

Groupon overgår kvartalsforventninger
Tilbuds-giganten Groupon kommer ud af første kvartal af 2012 langt bedre, end analytikere havde forventet. Det skyldes især en stor vækst uden for USA, skriver CNET. Groupon havde en indtjening på ca. 560 millioner dollars, hvilket er en stigning på 89 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Dog blev det til et samlet underskud på 11,7 millioner dollars.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også