JP vil have fat i de helt unge

Jyllands-Posten lancerer nyt ungdomsmagasin, der går efter de 15-19 årige, og som skal udkomme seks gange om året.
Thomas Bo Christensen

Det kan gå hen og blive hot, når Jyllands-Posten nye ungdomsmagasin 'Tabasco' kommer på gaden første gang d. 18. maj.

Nøgleordene for magasinet er, at det skal være underholdende, orienterende, inspirerende og cool, og selv om emnerne, der skrives om, oftest vil handle om de unges eget liv med studier, film, musik, spil, gadgets, mode, rejser, sundhed, sport og sex, vil der også være artikler, som handler om andet end det liv, de 15-19 årige kender, skriver Jyllands-Posten i en pressemeddelelse.

”Kvalitetsmæssigt stiler vi højt, og vi er overbeviste om, at der er plads og interesse for et magasin som Tabasco. Gennem vort fokusgruppe-arbejde har vi skudt os ind på målgruppens ønsker,” siger chefredaktør Henrik Thomsen om magasinet, der er gratis og distribueres til handelsskoler, gymnasier, HF og HTX, og som vil udkomme med et oplag på ca. 20.000.

MediaMovers producerer
Men selvom det er Jyllands-Posten, der udgiver magasinet, skal jobsøgende journalister ikke vente at se jobopslag fra hovedkvarteret i Viby. Magasinet bliver nemlig produceret af MediaMovers, der producerer flere andre magasintitler for Jyllands-Posten. Når det første nummer er på gaden, vil der blive introduceret skribenter fra læsernes egne rækker, skriver Jyllands-Posten.

Tabasco får også tilknyttet en Facebook-gruppe, hvor magasinet skal leve mellem udgivelserne, og tanken er, at brugerne skal inddrages i produktionen af det kommende nummer.

Jyllands-Posten har i forvejen et kendskab til målgruppen gennem JP Undervisning, der i en årrække har omdannet journalistik til undervisningsmateriale og udgivet det på net og papir. Senest 'Danskere i krig' – et undervisningshæfte i et oplag på 100.000 eksemplarer med afsæt i unge danskeres udsendelse som soldater i bl.a. Afghanistan.

Jyllands-Postens magasin-portefølje tæller 15 titler til udvalgte målgrupper. Magasinerne udsendes ikke sammen med Morgenavisen Jyllands-Posten, men distribueres typisk direkte til 50.000 udvalgte husstande med høje indkomster i landets største byer.

- TBC


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også