Sjællandske: Stor lokal annonceforskel

Geografi spiller en betydelig rolle, når det handler om de regionale og lokale dagblades annonceomsætning, der i modsætning til de landsdækkende dagblade oplevede et fald på i alt 36 mio. kr. sidste år.

Geografi spiller en betydelig rolle, når det handler om de regionale og lokale dagblades annonceomsætning, der i modsætning til de landsdækkende dagblade oplevede et fald på i alt 36 mio. kr. sidste år.

Det kan Sjællandske Medier A/S, der driver de tre lokale dagblade, Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske, tale med om. Mens et dagblad stort set kunne holde annonceniveauet fra 2010 sidste år, er det gået mere nedad for de øvrige.

"Vi har tre avistitler, og de har ikke haft en ens udvikling. Det handler dels om, at nogle lokalområder på Sjælland er mere ramt af krisen end andre, dels at vi har haft en ugeaviskrig (i området omkring Slagelse, Sorø, Ringsted, Korsør, red.), som vi også har mærket på det lokale dagblad, men som nu er stoppet," siger Torben Dalby Larsen med henvisning til, at Sjællandske Medier sidste år opkøbte fire midtsjællandske ugeaviser af Berlingske Media og dermed afsluttede en ugeaviskrig, der igennem halvandet år pressede markedet i bund.

Nye udgivelser kompenserer
Ifølge reklameforbrugsundersøgelsen kunne de landsdækkende dagblade hive flere tekstannoncer hjem sidste år som kompensation for det stadigt faldende rubrikmarked. Samme redningsplanke har der ikke været for de regionale og lokale dagblade, der både tabte omsætning på rubrik- og tekstannoncering.

"Det billede afhænger for vores vedkommende igen af lokalområdet. I nogle områder som f.eks. Nordsjælland har vi haft en mindre fremgang i tekstannoncering, fordi der ligger nogle storcentre, der annoncerer. Men det er der ikke i andre lokalområder på Sjælland," siger Torben Dalby Larsen, der uddyber, at Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske har kunnet kompensere noget for avisernes omsætningsfald i kraft af en vækst i annonceringen i Sjællandske Medier to forholdsvis nye udgivelser, Erhverv Sjælland og Erhverv Nordsjælland. Udgivelserne er målrettet det lokale erhvervsliv og lægger sig i markedet mellem Børsen - og det nu lukkede Erhvervsbladet, som Berlingske Media stod bag.

"Det er et område, hvor vi oplever vækst. Det er ikke nok til at dække hele hullet, men noget. Samtidig er vores web også i vækst, og her går det også fremad med annonceomsætningen, lige som lokalradio også er et område med vækst," siger Torben Dalby Larsen med henvisning til Sjællandske Mediers lokalradioer Radio SLR og Radio Køge.

Hele paletten i spil
I det hele taget er det hele paletten af platforme, der skal drive annonceomsætningen fremover for de regionale dagbladshuse - ikke én isoleret, mener udgiveren.

"Vi ser det ikke som et isoleret dagbladsmarked, men som et samlet marked. Det afgørende for os er, at vi dækker det lokale behov. For nogle annoncører ligger behovet i dagbladsannoncering, for andre ugeaviserne, web eller radio, og vi skal være det lokale tilbud på alle platforme."

Der tales meget om behov for konsolidering på det regionale og lokale dagbladsmarked - er du enig i, at der er behov for det?

"Det er jo det, vi selv har gjort (Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis og Sjællandske samledes for fire år siden i det nye Sjællandske Medier, red.). Vi dækker i dag 25 kommuner, men vi har valgt at bevare den lokale forankring for alle titler og så give dem nogle regionale vitaminer fra en fælles bagvedliggende redaktion, og det kan man i hvert fald ikke sige, ikke er lykkedes," siger Torben Dalby Larsen.

Efter et par hårde år umiddelbart efter fusionen i 2008, der gav Sjællandske Medier minusresultater før skat i både 2008 og 2009 på hhv. 9,8 mio. kr og 6,2 mio. kr., vendte bøtten i 2010. Her kom mediehuset ud med et plus på 13,1 mio. kr. før skat og sidste år et plus på 7,2 mio. kr. før skat - og sammenlagt er tabet efter fusionen altså indhentet.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også