Elendige annoncetal sænker Mecoms forventningerne

Et svært annoncemarked i første kvartal sender Mecoms forventninger for 2012 et godt stykke ned. Holland, Polen og Danmark lider alle store tab.
Thomas Bo Christensen

Mecom, der bl.a. ejer Berlingske Media, har fået en hård begyndelse på 2012. I de første tre måneder af året ligger indtjeningen på annoncesiden 12 procent lavere end for samme kvartal i 2011.

Derfor har Mecom sendt en advarsel ud om, at koncernen ikke forventer at kunne indfri indtjeningsmålsætningen for 2012, og at der vil ske en ”beskeden reduktion” i ebitda i forhold til sidste år. Mecoms indtjening i 2011 var ca. 114 millioner euro, men ifølge The Guardian har analytikere nu sænket forventningerne til 2012 til omkring 105 millioner euro.

Ifølge Mecom er det især de hollandske medier i koncernen, der trækker tallene for første kvartal ned, eftersom de har haft et 12 procents fald i annonceindtjeningen. Men også i Danmark og i Polen har selskabet det svært med og har registret et tab på henholdsvis 10 og 19 procent. I Danmark er faldet dog nærmere syv procent, hvis man justerer for Urbans lukning. Mecom forudser desuden, at det svære annoncemarked vil fortsætte året ud.

Mecom forsøger i meddelelsen at mildne skuffelsen ved annoncetallene ved at pointere, at indtjeningen fra avissalget ”overordnet var fladt” i forhold til første kvartal sidste år. I det hele taget står den ikke-annonce-finansierede indtjening for 59 procent af Mecoms samlede indtjening.

Faldet i annonceindtægter vil blive mødt med omkostningsreduktioner via den spareplan, som Mecom lancerede i januar, og som forventes at kunne indbringe omkring 70 millioner euro ved slutningen af 2014.

- TBC

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår