MetroXpress og 24timer: Resultat ikke godt nok

Det bedste, man kan sige, er, at det ikke er gået værre. Nogenlunde sådan er konklusionen hos den adm. direktør for MetroXpress Danmark, Søren Riis, efter et første kvartal, der viser et driftsunderskud på lige under en million kroner.
Thomas Bo Christensen

Det bedste, man kan sige, er, at det ikke er gået værre.

Nogenlunde sådan er konklusionen hos den adm. direktør for MetroXpress Danmark, Søren Riis, efter et første kvartal, der viser et driftsunderskud på lige under en million kroner.

”Det er ikke tilfredsstillende. Annoncesalget hos os er faldet otte procent, og selv om vi havde forventet et fald i forhold til 2011, hvor vi havde et exceptionelt godt første kvartal, så havde vi ikke forventet, at det var så slemt,” siger chefen for aviskoncernen, der foruden MetroXpress også udgiver 24timer.

Usikker på 2012
Selskabet havde bl.a. forventet, at højere papirpriser ville få en konsekvens for regnskabet. Men ifølge Søren Riis udgør det kun det ene ben i et skidt kvartal – det andet er et hårdt presset annoncemarked. Og havde det ikke været for Berlingske Medias beslutning om at lukke Urban i begyndelsen af året, havde det set endnu værre ud:

”Jeg er overbevist om, at resultatet havde været endnu dårligere, hvis ikke Urban var lukket. Men selv om de ikke er der til at tage deres bid af annoncekagen, så er det langt fra nok til at redde en samlet nedgang på otte procent,” siger Søren Riis, der samtidig er forsigtig med at spå om resultatet for resten af året:

”Jeg tror, at vi vil rette os op over resten af året. Men det er selvfølgelig ikke nemt, når vi har oplevet så svær en start. Vi har tidligere troet, at den her krise var ovre, så derfor kan man ikke opstille nogen garantier.”

Soundvenue godt fra start
Der er dog ikke udelukkende negative nyheder, når selskabet ser tilbage på årets første måneder. For mens annoncepengene på printmedierne falder, har MetroXpress Danmark oplevet en vækst på 30 procent på deres digitale medier og e-commerce i forhold til i fjor.

”Det er meget tilfredsstillende og bedre end forventet. Derfor kan man sige, at det store billede er, at det går godt online, men at faldet på dagbladene fylder så meget, at det langt fra er muligt at hente det tabte på de digitale medier.”

Samtidig har selskabets nyerhvervelse, musikmagasinet Soundvenue, som blev købt i efteråret, også vist positive takter. Salget er steget med tre procent i første kvartal, og samtidig er omkostninger reduceret i en grad, så overskuddet er gået fra lidt over 100.000 kroner i 2011 til 318.000 kroner i år.

- TBC

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også