Global: Britiske aviser i annoncefald

 
Thomas Bo Christensen

 

Svære måneder for britiske aviser
De britiske aviser oplever lige som de danske en svær start på 2012. Ifølge Financial Times er de britiske avisers annonceomsætning i løbet af første halvdel af regnskabs-året faldet med syv procent, og bl.a. avisen The Daily Mail ligger under indtjeningsniveauet fra 2011. Dog kan aviserne lune sig ved, at salget på de digitale medier er steget med ti procent.

Foursquare i stor brugervækst
Tilbage i juni 2011 kunne Foursquare fortælle omverden, at det sociale medie, som er en lokationsbestemt tjeneste, der i grove træk lader brugere ”checke ind" på alt lige fra pizza-restauranter til feriesteder, havde rundet 10 millioner brugere. I dag fortæller CNET, at det antal er vokset til 20 millioner, og at antallet af såkaldte ”check-ins” er eksploderet til to milliarder.

Første Pulitzer-pris til Huffington Post
Nyhedssitet Huffington Post kan nu prale med at have den første af de største journalistpriser i hus. Det sker efter, at den amerikanske Pulitzer-komite i aftes tildelte nyheds-bloguniverset en pris, skriver Forbes. Prisen går til artikelserien “Beyond the Battlefield” om sårede amerikanske krigsveteraner og deres problemer med at vende hjem efter USA's krige.

Pinterests pris går i vejret
Det sociale billeddelingssite Pinterest får stadig mere trafik, og det betyder samtidig et større prisskilt, hvis hjemmeside skulle blive opkøbt. I en artikel om Pinterest i LA Times vurderer Sam Hamadeh, analytiker i PrivCo, at det sociale medie har en værdi på omkring 400 millioner dollars, men at det ville koste omkring to milliarder dollars, hvis f.eks. et stort selskab som Facebook skulle få lyst til at købe siden, ligesom de for nylig købte en anden billeddelingstjeneste, Instagram.

Julian Assange tv-vært på russisk
WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assange springer som bekendt ud som tv-vært – og det bliver i første omgang på russisk. Det skriver CNET. Det sker d. 17. april med showet ”The World Tomorrow”, som sendes på den russiske tv-kanal RT (tidligere Russia Today), som er en multi-sproget kanal, der får støtte af Kreml. Meddelelsen kommer via WikiLeaks, og her kan man også læse, at der allerede ligger flere episoder parat, og angiveligt skulle der også være flere aftaler med andre tv-stationer på vej.

- TBC
 

 

 



 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også