Søndagsavisen anker ikke rekord-erstatning

Natursuttefirmaet Ecobaby kan se frem til en erstatning på 750.000 kr. fra Søndagsavisen uden at skulle igennem yderligere juridiske sværdslag. Gratisavisen der ejes af North Media har nemlig droppet at anke dommen, siger adm. direktør Arne Ullum.
MediaWatch

Natursuttefirmaet Ecobaby kan se frem til en erstatning på 750.000 kr. fra Søndagsavisen uden at skulle igennem yderligere juridiske sværdslag.

Gratisavisen der ejes af North Media har nemlig droppet at anke dommen, siger adm. direktør Arne Ullum.

“Vi anker den ikke ud fra en betragtning om, at vi har begået en fejl. Måske ville vi kunne slå 200.000 kr. af erstatningen, men de ville hurtigt gå op i omkostninger til en ny sag, og så ser vi hellere, at de penge går til Ecobaby,” siger Arne Ullum.

Efter dommen, der skyldtes at avisen bragte en fejlbehæftet statistik vedrørende mængden af kemikalier i økosutten trods flere henvendelser fra analysefirmaet, gav Arne Ullum ellers udtryk for, at han overvejede at anke sagen. Den kan nemlig få “dramatiske konsekvenser” for pressen, hvis den danner præcedens og andre virksomheder med højere omsætning kan kræve tilsvarende store erstatninger ved fejl.

“Nu må pressen vente og se på, hvordan den præcedens-skabende effekt bliver. Den vil være mere velegnet at teste ved en sag, der ikke vedører en enmandsvirksomhed (som Ecobaby, red.),” siger Arne Ullum.

Advarsel til medierne
Journalist og vært på P1’s Mennesker og medier Lasse Jensen har kommenteret, at den høje erstatning bør tjene som en advarsel til medierne.

“Den understreger vigtigheden af, at journalister og redaktioner ikke bringer historier, hvis der er den mindste tvivl om deres rigtighed - og slet ikke, hvis de direkte er blevet gjort opmærksom på det,” skriver han i sin kommentar.

Arne Ullum understreger, at den rekordhøje erstatning ikke hænger sammen med, at Søndagsavisens forseelse har været ekstraordinært grov, men at avisens udbredelse med et oplag på 1,3 millioner har betydet, at den fejlagtige statistik nåede et stort antal læsere. Derudover blev nyheden citeret af talrige andre medier.

Samtidig med at Arne Ullum erkender, at der er lavet en “kæmpefejl” som skyldes “manglende omhyggelighed” afviser han, at artiklen blev bragt mod bedrevidende.

“Artiklen er ikke skrevet mod bedrevidende, men vi burde have fanget signalerne om, at der var problemer med analysen,” siger Arne Ullum.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også