Hvad med retten til at blive slettet?

Uheldig omtale forfølger en person for evigt på nettet, og måske burde retten til at blive slettet indgå i en diskussion af nye presseetiske regler, lyder brancheovervejelser.
Per Fanefjord Laursen

Før i tiden kunne en person optræde i en avisartikel og trøste sig med, at avisen dagen efter blev brugt til at pakke fisk ind med.

I dag bliver uheldige gamle historier liggende på nettet for evigt, og de dukker op, når arbejdsgivere, kolleger og samarbejdspartnere Googler dem. 

Personer i artikler kan ikke kræve at få dem fjernet, selv om gamle historier i visse tilfælde kan forringe deres mulighed for at lægge fortiden bag sig, skriver Journalisten.

Nye etiske regler
En pioner inden for netjournalistik i Danmark, blogger på journalisten.dk, Ernst Poulsen foreslår et frisk kig på de forhold. Han appellerer om nye etiske regler omkring sletning af forældede hisiorier.

Mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, det er værd at overveje at lade retten til at blive slettet indgå i den aktuelle diskussion af nye presseetiske regler.

Redaktionschef for web og debat på Information, Nikolai Thyssen, er enig, men erkender også, at sagerne, folk kommer med, er meget forskellige, og at faste regler kan blive svære at opstille. Information behandler hver uge omkring fem henvendelser fra kilder, der gerne vil slettes, mens Berlingske får en om ugen og DR fem-ti om året, skriver Journalisten.

Hos Fyens Stiftstidende afindekserer man artikler med gamle domsafsigelser, hvis dommen er afsonet for mindst et år siden.

“Google skal ikke være en livstids straffeattest, og vi ønsker ikke at stå i vejen for folks resocialisering," lyder det fra chefredaktør Jan Kristensen, der også er medlem Pressenævnet.

I dag prioriterer Google søgeresultater efter antal klik og links. Det betyder, at en gammel historie med mange klik ligger højere end en nyere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også