Kinnevik vil købe Metro International

Metro Internationals bestyrelse har nedsat et udvalg, som ensstemmigt har anbefalet aktionærerne at acceptere et bud fra Kinnevik om at overtage de resterende aktier i selskabet. Kinnevik er i forvejen den største aktionær i Metro. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kinnevik.
MediaWatch

Metro Internationals bestyrelse har nedsat et udvalg, som ensstemmigt har anbefalet aktionærerne at acceptere et bud fra Kinnevik om at overtage de resterende aktier i selskabet. Kinnevik er i forvejen den største aktionær i Metro. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kinnevik.

Kinnevik tilbyder 0,90 svenske kr. kontant for hver A-aktie, 0,94 kr.  for hver B-aktie, 0,50 kr. for hver tegningsoption og 0,425 kr. for hver obligation i Metro. Buddet ligger cirka 46-47 pct. over aktiernes værdi baseret på et gennemsnit af de seneste måneder, ifølge E24.se.

Buddet løber i alt op i 1.145 mio. svenske kr. eksklusiv den del Kinnevik allerede ejer.

Kinnevik sidder i forvejen på 46,6 pct. af kapitalen og på 42,4 pct. af stemmerne i Metro. Kinnevik ejer desuden 54,4 pct. af tegningsoptionerne og obligationerne i Metro, skriver E24.se.

Handlen med Metro-aktier blev stoppet fredag eftermiddag efter at aktien steg med 23,8 pct., ifølge Dagensmedia.se.

I en pressemeddelelse fra Kinnevik, forklarer ledelsen baggrunden for buddet på gratisaviskoncernen.

"Kinnevik har fulgt Metros udvikling med stor interesse siden selskabet blev grundlagt for mere end 15 år siden til dets nuværende position som en unik og verdensledende aktør på gratisavis-markedet. Vi er overbeviste om, at Metro fortsat vil skabe værdi inden for Kinnevik-koncernen, og vi ser gode muligheder i fortsat positiv vækst og lønsomhed," siger Mia Brunell Livfors, adm. direktør og koncernchef i Kinnevik i meddelelsen.

Heri står det også klart, at Kinnevik ikke på nuværende tidspunkt forudser nogen væsentlige forandringer for Metros strategi, ansatte og ledelse eller deres ansættelsesvilkår.

Metro International har netop offentliggjort sit regnskab for fjerde kvartal og for 2011, som viste overskud.

Investeringsselskabet Kinnevik blev grundlagt af Hugo Stenbeck og siden overtaget af sønnen Jan Stenbeck, som ændrede dets profil i retning af at satse på blandt andet medieselskaber. Kinnevik har således også aktier i selskaber som MTG og Tele2.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også