Lisbeth K.: Vi undrer os

Koncernchef Lisbeth Knudsen mener Berlingske-ledelsen har givet sig langt for at imødekomme medarbejdernes krav i de nu afbrudte forhandlinger.

Det var ikke et træk, man havde set komme på direktionsgangene i Berlingske Media, da medarbejderne på Berlingske, B.T og Berlingske Nyhedsbureau i eftermiddag gik i strejke.

"Vi undrer os meget over det. Vi har haft nogle konstruktive forhandlinger og har fra ledelsens side imødekommet medarbejderne på en lang række punkter, både omkring fratrædelser og omrokeringerer på B.T., i Midtjyske Medier og på Berlingske, og i forhold til at skaffe jobs til en række fyringstruede Urban-ansatte. Så vi undrer os meget over den reaktion, der er kommet fra medarbejderne," siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

Ingen konkrete krav
Berlingskes ledelse har ifølge koncernchefen modtaget en resolution fra medarbejderne, der ikke indeholder konkrete krav til ledelsen, men en kritik af processen omkring den seneste fyringsrunde, hvor 87 stillinger er i spil.

"Der ligger en dels kritik af processen og dels af den outsourcing, der er planlagt af magasinet Boligen, hvor medarbejderne er bekymret for, om det vil forringe kvaliteten. Men som jeg også har sagt til medarbejderne, så vil der ikke ske ændringer i kvaliteten af Boligen. Magasinet vil leve op til den samme redaktionelle standard, som hvis det var produceret i huset," siger Lisbeth Knudsen.

Vil du afvise, at der kommer flere udliciteringer i år?

"Det ligger ikke i planerne, at der skal komme flere udliciteringer."

Men vil du afvise, at der kan komme flere udliciteringer i år?

"Det er sådan en journalist-fælde, jeg ikke hopper på," siger Lisbeth Knudsen, der også mener, at ledelsen har banet vej for, at ledige stillinger kan blive besat internt.

Hvor lang tid forventer I, at strejken vil vare?

"Vi håber, det kun er i dag," siger Lisbeth Knudsen.

Hvor mange fyringer, de nu grundstødte forhandlinger mellem ledelse og medarbejderne, indtil videre er nået ned på - ud af de varslede 87 stillinger - vil Lisbeth Knudsen ikke ind på, men det er en af de ting, der vil blive meddelt og drøftet på et møde i koncernsamarbejdsudvalget senere i dag kl. 16.15 ifølge koncernchefen.

Der er i dag også indkaldt til møde mellem Danske Mediers Arbejdsgiverforening (DMA) og Dansk Journalistforbund (DJ).

Morgendagens avis kommer under alle omstændigheder ikke til at mangle på trods af strejken.

"Læserne får deres avis, nøjagtig som de plejer. Det bliver ledelsesholdet, der laver den," siger Lisbeth Knudsen.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også