Global: Obama imod kontroversiel pirat-lov

Net-protester får opbakning fra Obama, ny rapport vil opretholde regler for mediekoncentration i Norge og nyt studie finder fire typer nyhedsbrugere...
MediaWatch

 


Ny rapport om norsk mediemarked
En ekspertgruppe skal inden 31. marts komme med sin anbefaling til en regulering af det norske mediemarked. Gruppen har blandt andet fået udarbejdet ikke mindre end tre rapporter om medieejerskabskoncentration, som de går meget op i i Norge. Konklusionen i den nyeste af rapporterne er, at den nuværende “magtgrænse” på 30 pct. skal opretholdes. Det er blandt andre Schibsted i mod, fordi det begrænser selskabets mulighed for at klare sig mod internationale selskaber. Opretholdes grænsen har Norge fortsat tre store selskaber i Schibsted, A-pressen og Edda Media (sidstnævnte står dog til at blive opkøbt af A-pressen). Det skriver Kampanje.com, som også linker til rapporten.

Obama dræber kontroversiel internet-lov
Modstanden mod SOPA-loven (Stop Online Piracy Act), som blandt andet har fået den amerikanske version af Wikipedia til at gå i sort, er nået helt til det Hvide Hus. Her har præsident Barack Obama givet udtryk for, at han ikke vil støtte loven, og dermed er den lagt død indtil videre, skriver Forbes.com. Det ærgrer i Hollywood, hvor man ønsker skrappere regulering af al internetaktivitet, der risikerer at medvirke til spredning af ulovligt downloadet indhold med mere. SOPA og den relaterede lov Protect IP har desuden til formål at hindre, at Google og Yahoo linker til sites, der distribuerer stjålent indhold. Af samme årsag protesterer Google også imod tiltagene. Også Wired.com har givet udtryk for sit mishag i dag.

Mindre radiolytning i Norge
I 1980 brugte nordmændene i gennemsnit en time på at lytte til radio dagligt, men i dag er lytningen nede på 45 minutter dagligt, skriver Journalisten.no. Målingen gælder dog kun, når radio er hovedaktivitet. Lytter man til radio, mens man er ude at rejse, er rejsen at opfatte som hovedaktiviteten, ifølge undersøgelsen, som derfor måske siger mere om, at vi er mere på farten end tidligere?

Skavlan tror på nordisk medie-gigant
Egmont-opkøbet af norsk TV 2, der konsekvent omtales som den danske mediekoncern og som en “udflagning” i norske medier, kunne med fordel føre til tættere nordisk tv-samarbejde. I hvert fald ifølge “talkshow-kongen” Fredrik Skavlan, hvis program samsendes i Norge og Sverige. “Jeg tror absolut på nordisk samarbejde i tv-branchen, så længe man ikke belemrer seerne for meget med denne "Nordentanke". Med det mener jeg, at samarbejdet i sig selv ikke må blive indholdet,” siger Skavlan til Kampanje.com.

Nordiske medie-medier får redesign
Dagens Media i Sverige, der udover at udkomme på nettet også udkommer på tryk, bliver nu udgivet på glittet papir, skriver mediet selv. Kampanje.com har frisket sit site så nænsomt op, at det næsten er svært at se, at der er sket noget.

Magasinudgiver gør journalist-jagt til reality-stunt
Det er so last year at slå en ledig stilling op på nettet. Bauer Medias behov for en ny journalist er blevet gjort til en reality-serie, hvor seks håbefulde jouranlister kæmper om en et-årig kontrakt på en af udgiverens titler. Programmet bliver sendt på ITV2 i UK, skriver Guardian.co.uk.

Schibsted-modstand vokser
For nylig satte aktionærer en kæp i hjulet for megafusionen mellem G4S og ISS i Danmark, og medieverdenen er heller ikke fri for obsternasige aktionærer. Schibsteds ønsker om at opkøbe musikstreaming-tjenesten Aspiro har således samlet modstand fra otte pct. af aktionærerne, skriver Resume.se.

Yahoo-medstifter trækker sig
Efter 16 år som medlem af bestyrelsen i Yahoo har Jerry Yang trukket sig fra selskabet. Inden da nåede han blandt andet at takke nej til et købstilbud fra Microsoftpå 44,6 mia. dollar i februar 2008, hvilket var en halv gang mere end aktieværdien på daværende tidspunkt. Det skulle vist have ærgret en og anden aktionær, skriver Guardian.co.uk.

Hvilken nyhedsforbruger er du?
Niemanlab.org har opstillet fire forskellige typer af nyhedsforbrugere, hvoraf nogle helt forsøger at undgå at komme i kontakt med nyheder. Det er dog overordentligt svært i disse dage, for vi støder nemlig ofte på nyheder, selvom vi på ingen måde opsøger dem, det vil sige, mens de er i gang med “non-news activities”.

Skandaliseret eks-IMF-boss' kone i spidsen for fransk Huffington
Anne Sinclair, der er gift med Dominique Strauss-Kahn, som for nylig blev involveret i en sex-skandale i New York, har fået nyt job. Hun skal stå i spidsen for 'Le Huffingtonpost' i Frankrig, skriver Nytimes.com.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også