Fynske aviser øger samarbejdet

Fyns Amts Avis' redaktionssekretariat i Svendborg rykker sammen med Fyens Stiftstidende i Odense.
MediaWatch

Fynske Medier centraliserer sine redaktioner yderligere og nedlægger redaktionssekretariatet på Fyns Amts Avis (FAA) i Svendborg.

Det flytter i stedet til Odense, hvor det bliver del af et fælles redaktionssekretariat med Fyens Stiftstidende. Det skriver Svendborgsnetavis.dk.

Sammenlægningen af de to sekretariater skal "samle kræfterne", ifølge chefredaktør for Fyns Amts Avis Troels Mylenberg.

”Vi samler kræfterne i et fælles sekretariat i stedet for at have et lille sekretariat i Svendborg, der kun laver dele af avisen. Det gør vi for at styrke begge avisers selvstændighed og for FAA’s vedkommende for at kunne bruge endnu flere kræfter på at lave en særlig sydfynsk avis, der ikke bare er sig selv, men også udstråler mere egen identitet grafisk," siger han til Svendborgsnetavis.dk.

Det skal give et stærkere fagligt miljø omkring avisproduktionen, så man undgår, at der ofte kun er to redaktionssekretærer på vagt i Svendborg uden nogen skrivende eller redigerende kolleger at sparre med, tilføjer Troels Mylenberg.

Ikke for at spare
Flytningen af sekretariatet er led i et tættere samarbejde mellem Fynske Mediers to dagblade, som også redaktionelt skal tættere sammen.

"Redaktionsledelserne vil i højere grad være fælles, og vi styrker samarbejdet mellem lokalredaktionerne hele vejen rundt på Fyn og øerne. Ikke for at spare, men for at bruge kræfterne bedre og mere journalistisk," siger Troels Mylenberg til Svendborgsnetavis.dk.

Det kan blandt andet give sig udtryk i at samme historie versioneres forskelligt til aviserne.

Fyns Amts Avis’ Svendborg-redaktør Rikke Bekker skal samtidig i det kommende år arbejde fra mediehuset i Odense, hvor hun skal medvirke til at forny og relancere de to dagblades forskellige weekend-tillæg. Souschef på Svendborg-redaktionen David Bernicken bliver konstitueret Svendborg-redaktør.

Fyns Amts Avis oplag er i de senere måneder stabiliseret og lå i november på 12.264. Læsertallet er dog faldet med over ti pct. flere måneder i forhold til samme periode året før.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også