Global: “Dumme” pdf'er kan droppes i 2012

Medier med tablet-specifikke apps kan afløse pdf-versioner næste år, kraftigt faldt i antallet af ansatte i avisbrancen og norske håndboldjenter slog tv-rekord...
MediaWatch


Drop nu de pdf'er
Blandt de trends medieblogger og direktør Frédéric Filloux ser for sig næste år, er at mediernes pdf-versioner i diverse apps bliver afløst af digitale udgaver. Det kræver, selvsagt, at udgiverne investerer i den digitale udvikling af “tablet-specifikke apps”, som Filloux især synes, at BloombergBusinessWeek+ og the Guardians Ipad-version er gode eksempler på. Læs flere andre af hans bud på 2012-trends på Mondaynote.com.

Mediefremtiden er spil
Zynga der er kendt for spil som Farmville, CityVille og andre onlinespil, der især spilles via Facebook blev i sidste uge børsnoteret til en værdi af syv mia. dollar. Det bør interessere medier, for i 2012 bliver "gamification" en top-trend, lyder det på Followthemedia.com. I modsætning til nyheder og andet medieindhold, har brugerne ingen problemer med at betale for spil eller fiktive værdier i spillene, og så er de sociale, hvilket giver gode muligheder for deling vidt og bredt.

ProSiebenSat1's rykker på VoD
Det tyske medieselskab ProSiebenSat.1's der bl.a. ejer SBS TV har indgået en 'output-aftale' med Sony, der inkluderer både block-busters og tv-serier, til selskabets video-on-demand-portal, der bliver Tysklands største med 45.000 titler, skriver selskabet i en meddelelse.

Norsk Egmont-magasin skal måske til Sverige
Egmont har været en af de mest tilbageholdende udgivere, når det kommer til ‘crossborder-aktiviteter’, hvor et succesfuldt magasin omplantes til et andet land med stort set samme indhold og muligvis en mindre lokal redaktion til at lave de fornødne tilpasninger. Flere danske titler er dog røget til Norge, en er lagt ned igen, og nu kan turen være kommet til norske "MbyM – Made by me", som koster ikke mindre end 169 svenske kr. men til gengæld rummer diverse opdaterede og moderigtige strikke- og syopskrifter. Det skriver Dagensmedia.se.

30 pct. færre ansatte i avisbranchen
Grønthøstermetoden har været populær på aviser rundt om i USA, hvor antallet af ansatte er faldet med 30 pct. i 2011 i forhold til 2010. Det er især gået hårdt ud over nyhedsredaktionerne - faktisk dobbelt så hårdt i forhold til resten af avisbranchen, skriver Alan D. Mutter på Newsosaur.com.

Gode app-tips at hente i Britannica
Det distingverede opslagsværk Britannica er oppe på dupperne, når det gælder værkets app, mener Minonline.com. Mediesitet roser det blandt andet for at gøre app’en til en daglig ressource, der udover at give nem adgang til søgninger også har et nyt farverigt dagligt baggrundsfoto, trivia og dagens vigtigste historiske begivenheder.

Norske håndbold-jenter slog tv-rekord
VM i håndbold, som danskerne måtte tage tomhændet fra, gav seerrekord på norsk TV 2, hvor “håndballjentene” slog Frankrig i finalen i Brasilien i går. Finalen blev med 1.611.000 seere i gennemsnit det mest sete TV 2-program nogensinde, skriver Kampanje.com.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også