Børsen indgår ny Ritzau-aftale

Børsen og Ritzau har talt sig til rette om ny aftale. Avisens medejerskab af bureauet står dog ikke skrevet i sten.
MediaWatch

Børsens adm. direktør Anders Krab-Johansen har for nylig sat sit kontrafej på en ny aftale med Ritzau, som han ellers opsagde tidligere på året. Børsen er samtidig en af Ritzaus medejere, og en udtræden ville derfor også være et signal om manglende tillid til det nationale nyhedsbureaus evne til omstilling og udvikling, som blandt andet Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen har givet udtryk for, da hun kappede båndene til Ritzau.

“Da Berlingske Media meldte sig ud af Ritzau-samarbejdet var vores bekymring, at der ikke ville blive taget hensyn til en erhvervsavis som Børsen i det nye set-up, men der må vi sige, at Ritzaus ledelse har været klar til at forhandle med os og finde en fornuftig løsning indholdsmæssigt og prismæssigt,” siger Anders Krab-Johansen.

Berlingske Media fortsætter dog også sit abonnement på Ritzau Finans.

Ritzau Finans - eller Ritzau Finans...
Børsen-direktøren bekræfter, at han har fået en lavere pris i land, men han vil hverken nærmere ind på, hvor store besparelser der er tale om, eller på hvilke konkrete ændringer der bliver tale om, ud over at “pakken” er sat sammen på en ny måde.

“Vi har forhandlet en anden aftale på plads som købere af ydelser hos Ritzau Finans, men Ritzau er bundet af skrappe begrænsninger på pris, så aftalen ligger inden for rammerne af det.”

Siden begyndelsen af 2011, da Ritzau opkøbte Nyhedsbureauet Direkt, som leverede finansstof til Børsen, har avisen været i overvejelser om, hvorvidt Ritzau skulle beholdes som leverandør. Reelt er der dog ingen alternativer til Ritzau Finans, for selvom Berlingske Media etablerer nyhedsbureau, abonnerer også Berlignske-koncernen fortsat på Ritzaus finansstof.

“Det var en del af vores forhandling med Ritzau Finans, at det ændrede vilkårene markant, at der kun var en udbyder på markedet, men Ritzau har været meget imødekommende,” siger Anders Krab-Johansen.

Staten skal holdes ude af Ritzau
Selvom sangen op til forhandlingsspillet gik på, at Børsens genovervejselse af sin rolle i Ritzau-samarbejdet primært handlede om økonomi og ikke om sikringen af et uafhængigt nationalt nyhedsbureau, har den overvejelse også spillet ind på Ritzaus beslutning om fortsat at være en del af ejerkredsen, lyder det fra Anders Krab-Johansen.

“Vores grundlæggende udgangspunkt har været, at vi støtter, at vi har et nationalt nyhedsbureau, især for at undgå, at staten også skal sætte sig på den del af nyhedsformidlingen,” siger Anders Krab-Johansen med henvisning til statens indflydelse på public service-stationerne DR og TV 2.

“Man kunne risikere en løsning, hvor politikerne også mente, at de skulle ind og betale til Ritzau og dermed få indflydelse.”

Måske flere fordele som almindelig kunde
Anders Krab-Johansen vil dog ikke udelukke, at det på sigt kan være en større fordel at stå uden for Ritzaus ejerkreds, så aftalerne om pris og indhold kan forhandles på almindelige kundevilkår.

“Vi vil være meget opmærksomme på udviklingen, for vi er en mindre spiller og en speciel spiller i Ritzau-samarbejdet, men indtil videre er det som før, at vi er medejere, så vi forventes at være ombord på skibet. Nu ser vi frem til det næste forløb om, hvordan Ritzau skal udvikle sig i et konkurrencepræget marked,” siger Anders Krab-Johansen med henvisning til, at en enig Ritzaubestyrelse anbefaler, at Ritzau bliver et aktieselskab. Det forslag skal til afstemning i foråret.

Med Børsens nye aftale med Ritzau, der kommer kort efter TV 2’s gentegning af kontrakten, er mediernes opbakning til det nationale nyhedsbureau relativt intakt, selvom udbryderne Berlingske Media, JydskeVestkystens og Bornholsmtidende har forladt skuden.

Følgevirkningerne af mediernes opsagte aftaler er derfor indtil videre landet på en gedigen Ritzau-sparerunde på knap 15 mio. kr. og 15 færre stillinger samt enighed i bestyrelsen om, at Ritzau skal omdannes til et aktieselskab.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også