Ræson-analyser i Metroxpress

I dag kan man finde analyser fra det politiske magasin Ræson i Metroxpress.
Cecilie Thorup

Det politiske magasin Ræson, der blev lanceret af Clement Kjersgaard i 2002, har indledt et indholds-samarbejde med gratisavisen Metroxpress. 

Det gælder konceptet ’Udenomssnak’, hvor Ræson analyserer politikernes retorik, når de snakker udenom prekære sager.

Fra i dag kan man finde disse analyser i gratisavisen Metroxpress hver anden torsdag.

"Jeg kalder det forskningsbaseret Ekstrablads-journalistik,” siger Magnus Boding Hansen, chefredaktør for Ræson, som udviklede konceptet.

Det går ud på at finde en case med en politiker, som snakker uden om. Punkt 1 er at analysere hvad de gør, og komme frem til deres trick. Punkt 2 er at sige, hvad journalisten skulle have gjort, for at få et svar, forklarer Magnus Boding Hansen.

”Ambitionen er, at de lader være med at snakke udenom - fordi prisen for at gøre det bliver høj. Det vil tvinge politikerne til at give svar og dermed gøre demokratiet bedre - og vi bidrager måske endda til at løse den politiske ledelseskrisen, som jo handler om, at politikerne mangler gode svar, og at de ikke kan overbevise vælgerne om de svar, de allerede har givet,” siger Magnus Boding Hansen.

Men hvorfor Metroxpress - matcher det jeres journalistik og målgruppe?

”Vores ambition er at vise, at man godt kan være klog uden at være kedelig. Hver gang medierne laver "kloge" ting, er efterkritikken, at de er for kloge (for publikum, red.). Der er min analyse, at så var det måske ikke klogt nok. Det er nedladende at tro, at man ikke kan have stor dybde og appellere bredt. Og derfor er vi super glade for samarbejdet med Metroxpress, hvor vi kan nå ud til så mange som muligt," siger Magnus Boding Hansen.

Han oplyser, at Metroxpress betaler et honorar for analyserne, men vil ikke gå i nærmere detaljer om størrelsen på det.

Ræson udkommer på tryk to gange årligt og løbende på nettet, hvor udvalgte artikler er gratis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også