Brüchmann stopper på B.T.

Olav Skaaning Andersen tager over som ansv. chefredaktør på B.T. Peter Brüchmann har opsagt sin stilling for at blive selvstændig.

B.T.'s ansvarshavende chefredaktør gennem de sidste tre et halvt år, Peter Brüchmann, stopper i chefrollen i B.T. Det skriver Bt.dk.

Hans stilling overtages af chefredaktør Olav Skaaning Andersen, 46, der kom til B.T. for halvandet år siden fra en stilling som chef for Orientering på P1 og Deadline på DR2.

Peter Brüchmann træder tilbage med virkning fra i morgen, d. 1. november, og forlader B.T. per 1. maj 2012. Han fortsætter dog som lederskribent og kommentator på områder som politik, samfundsliv, kultur og sport for B.T. samtidig med, at han etablerer eget konsulentfirma med fokus på ledelse, strategi og journalistik.

“Jeg har taget tilløb til det, der er mit livs modigste beslutning i længere tid. Jeg vil gerne fordybe mig i journalistik og glæder mig til at koncentrere mig om at kommentere på de emner og de personer, som danskerne taler om lige nu. Jeg glæder mig også til at kombinere det med arbejdet med ledelse og strategi. Jeg har i 13 år lavet forandringsledelse i et benhårdt mediemarked og bilder mig ind, at jeg har noget at byde på. Jeg er med på, at der kan være folk, som har svært ved at forstå, hvorfor jeg træder ud af et attraktivt job som ansvarshavende chefredaktør, men jeg har lovet mig selv bare én gang i livet at prøve at være modig," siger Peter Brüchmann til bt.dk.

Koncernchef Lisbeth Knudsen, Berlingske Media, siger:

”Det har været en meget stor fornøjelse at arbejde sammen med Peter Brüchmann, som besidder den for chefredaktører sjældne egenskab at kunne fokusere på hele forretningen – og ikke alene det redaktionelle område. Det har været ekstremt vigtigt for udviklingen af B.T., som i Peters periode som chefredaktør ikke alene har fået en meget stærk position på nyhedsområdet, men også har formået at foretage en markant transformation fra at være en avis med noget web til at være Mecoms og Berlingske Medias stærkeste web-site med en avis, der også har udviklet helt nye sider af sig selv," siger Lisbeth Knudsen, der samtidig glæder sig over, at man har en afløser klar på posten i Olav Skaaning Andersen, der kommer til at rulle det strategiprojekt ud, som B.T. har været i gang med det seneste år i forlængelse af det strategiprojekt, der førte til en større omlægning og relancering af Berlingske omkring årsskiftet.

Om rolleskiftet siger Olav Skaaning Andersen:

"B.T. har de seneste år udviklet sig til at være et stærkt nyhedsbrand både digitalt og på print, og vi har sat journalistisk dagsorden og taget markedsandele i et stærkt konkurrencepræget marked. Den udvikling agter vi at fortsætte. Nyheder vil - stærkt flankeret af sport, underholdning, sundhed og forbrug - være vores kerneområde, og jeg ser frem til at stå i spidsen for en meget dedikeret gruppe af chefer og medarbejdere, der tager B.T. endnu et skridt i den rigtige retning."

Peter Brüchmann fortsætter i chefredaktionen, indtil et nyt medlem af chefredaktionen er udpeget. Det er fortsat meningen, at B.T. skal have to i chefredaktionen, og man går nu i gang med at finde en ny toer.

Peter Brüchmann kom til B.T. som sportschef i 1999 og afløste Arne Ullum som ansvarshavende chefredaktør på avisen i begyndelsen af 2008. Han har tidligere været ansat på Berlingskes sportsredaktion, på TV 2 Sporten og Ekstra Bladet.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også