"Lokale ugeaviser får ikke den opmærksomhed, de burde have"

Redaktøren for Lokalavisen Vesterbro og Frederiksberg oplever, at de store medier "stjæler" historier fra lokalaviserne - der stadig kan forbedre troværdigheden.
Cecilie Thorup

Af: Cecilie Thorup

De gratis ugeaviser rangerer ikke lige så højt i det journalistiske prestige-hierarki som de betalte dagblade, men de er nogle af landets mest læste medier og har et ugentligt oplag på cirka 7,5 mio. eksemplarer. Den årlige annonceomsætning løber op i over to mia. kroner. I den kommende tid sætter Mediawatch fokus på nogle af ugeaviserne: Hvem er de, og hvad vil de?

I dag møder vi Jens Finn Edvard, der er lokalredaktør på Lokalavisen Vesterbro og Lokalavisen Frederiksberg. Han mener ikke, at den journalistiske udvikling i lokalaviserne er sådan lige til at få øje på, til gengæld ses der stadig eksempler på, at det kommercielle og redaktionelle indhold i aviserne bliver sammenblandet (men ikke i hans egne aviser) og så er deres vigtigste rolle at dække alt i lokalsamfundet.

Hvordan oplever du den journalistiske udvikling i ugeaviser? 

"Udviklingen i ugeaviser går meget stille. Da jeg begyndte som juniormedarbejder på Nørrebro Avis i 1972, skrev vi nogenlunde om det samme, som vi gør i dag. Lokalpolitik, lokaltrafik, lokalsport, lokale kirker, lokale mennesker samt erhvervsnyt - nye butikker, nyansættelser i lokalområdet m.m. Og så forbrugerjournalistik m.h.t. køkken, motor, sundhed m.m. På den måde minder stoffet ganske meget om det redaktionelle indhold i et lokalt dagblad i provinsen."

Tidligere kunne ugeaviserne have ry for at blande kommerciel omtale med det redaktionelle - i hvertfald ikke at skærpe grænserne klart nok. Er I sluppet af med ry?

"En række lokale ugeaviser kan godt finde på at skrive rosende artikler om deres store annoncører. Det er naturligvis journalistisk set helt forkert og svækker trævordigheden, men aviserne gør det for at overleve. Lokalaviserne Vesterbro og Frederiksberg gør det ikke, men man kan ikke slippe af med det ry, når ganske mange aviser - der er vist 3-400 lokale ugeaviser i DK - gør det. På samme måde vil du dog se, at selv et nogenlunde selvstændigt dagblad som Politiken laver positiv særbehandling af en række musikere, forfattere og politikere. Det vil en simpel indholdsanalyse hurtigt kunne afdække. 100 pct. objektivitet findes ikke, det ville også først kræve en dybere undersøgelse af de forskellige objektivitetskriterier."

Hvad er jeres vigtigste rolle i lokalsamfundet?

"Vores vigtigste opgave er at informere om begivenheder, der foregår i lokalsamfundet. Og her kan begivenhederne næsten ikke blive små nok. Et færdelsuheld. En skoleklasse, der samler penge ind til en lejrskole. En lokal U-landsfrivillig, der skal til Afrika. Den lokale serieklub i fodbold. Man behøver dog ikke gå så meget i detaljer i lokalsamfundet, som en jysk ugeavis gjorde for nogle år siden, da den skrev en notits om et ægtepar, der havde fået en såkaldt Storeslem i et parti whist inde hos naboen ..."

Hvordan oplever I, at andre medier ser på jeres journalistik - får I al den opmærksomhed, I synes I fortjener?

"Lokale ugeaviser får ikke den opmærksomhed, de burde have - sådan at forstå, at rigtig mange landshistorier "opdages" i lokalaviser for senere ikke at blive citeret herfor. Det er naturligvis en uskik, vi oplever det jævnligt, at kolleger på tv eller dagblade ganske enkelt stjæler vore historier."

Fakta om Lokalavisen Vesterbro og Frederiksberg
Lokalavisen består af en redaktør, en lokalredaktør og en journalist samt en fotograf. Herudover har de en praktikant, en korrekturlæser, en sekretær, en annoncechef samt tre annoncekonsulenter. Dette personale laver to lokalaviser, både den på Vesterbro, og den på Frederiksberg.

Lokalavisen Frederiksberg er udkommet siden 2005, mens Lokalavisen Vesterbro kan fejre 1 års fødselsdag 1. januar 2012. 

Lokalavisen Frederiksberg er udgivet af det privatejede Udgiverselskabet af 8. juni 2005 A/S, som i 2007 desuden åbnede  Lokalavisen Valby, Lokalavisen Sydhavnen og Lokalavisen Hvidovre (månedsavis), som havde Karsten Madsen (tidligere chef for Berlingske Tidende og Jyske Vestkysten) som ansvarshavende redaktør. Sidenhen er Karsten Madsen blevet bortvist og i forlængelse af dette måtte Lokalavisen Frederiksberg og Lokalavisen Valby udskilles i hvert sit selskab, så det i dag er Udgiverselskabet af 18/5 2009 ApS, der udgiver Lokalavisen Frederiksberg og Lokalavisen Vesterbro. Lokalavisen Valby er sidenhen blevet lukket. Lokalavisen Frederiksberg & Vesterbro har fælles design og nært samarbejde med Lokalavisen Amager Bil & Bolig, Lokalavisen Vanløse, Lokalavisen Brønshøj, Lokalavisen Grøndal, Lokalavisen 2500 Valby, Lokalavisen 2450 Sydhavnen og Lokalavisen 2650 Hvidovre.

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår