Helsingør Dagblad: ”Det er hamrende irriterende”

Redaktionen mødte op til et forfærdeligt syn her til morgen, efter at Dagbladet er blevet voldsomt raseret i nattens løb.
MediaWatch

Politiet har afspærret Helsingør Dagblads bladhus på Klostermosevej, efter at bladhuset er blevet udsat for hærværk og raseret tidligt i morges før 5, hvor både computere og vinduer er blevet smadret. Det skriver Helsingør Dagblad.

”Det er hamrende irriterende,” siger chefredaktør Klaus Dalgas til MediaWatch.

Hvad motivet er, ved man ikke endnu.

”Vi lytter til politiet, og hvad de siger, og så går vi efter det. Vi har hverken beviser eller indikationer nok til at have mistanke. Men vi kan selvfølgelig have bange anelser,” siger han med reference til, at nogen måske har ønsket hævn over noget, avisen har skrevet.

”Vi er jo en kritisk og konstruktiv avis, der går i kødet på alt. Men det kan jo også bare være umotiveret hærværk,” siger Klaus Dalgas.

Selvom politiet til Frederiksborg Amts Avis har kaldt det et ”angreb på den frie presse”, kommer det ikke til at have nogen indflydelse på Helsingør Dagblad, hvis hærværket skulle vise sig at have et motiv.

”Vi vil skrive vores avis, som vi altid har gjort,” siger han.

Som en konsekvens af hærværket hyrer avisen nu et sikkerhedsfirma til at bevogte redaktionen, oplyser Arne Ullum, direktør for Helsingør Dagblad, til dr.dk/P4. Han mener, at hærværket kan skyldes kritiske artikler om kriminalitet i Helsingør.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også