Ritzau-formand: Afgørende at Berlingske bli'r

Erik Bjerager tror ikke, at Berlingske Media for alvor vil forlade Ritzau-samarbejdet og påpeger behovet for solidaritet i branchen.
MediaWatch

Det er muligvis kun en sabelraslen, der stopper ved forhandlingsbordet, hvis Berlingske Media opnår mere fleksible ydelser til en lavere pris ... Men Berlingske-koncernens opsigelse af nyhedsaftalen med Ritzau og koncernchef Lisbeth Knudsens offentlige kritik af Ritzau-produktet vækker alligevel stor bekymring i mediebranchen.

Situationen for det medieejede nyhedsbureau er nemlig dobbelt alvorlig. Dels kan bureauet miste en af de største kunder - og medejere -  dels vil andre kunder formentlig gerne have samme gunstigere vilkår, hvis det lykkes Berlingske at forhandle sig til lavere Ritzau-priser i genforhandlingen af aftalen.

Ritzaus bestyrelsesformand Erik Bjerager, der også er adm. direktør og ansv. chefredaktør for Kristeligt Dagblad, forventer dog ikke, at den første mulighed bliver en realitet.

"Jeg går ikke ud fra, at Berlingske Media endeligt opsiger sin aftale med Ritzau om nyhedstjenesten og dermed også sit medejerskab af Ritzau. Berlingske Media har opsagt aftalen med henblik på genforhandling, og vi har alle interesse i at fastholde Berlingske som medejer. Ritzau er jo et andelsselskab, der yder et meget vigtigt bidrag til den public service, de privatejede medier leverer," siger Erik Bjerager.

Forestillingen om at undvære Ritzau har bredt sig
Han ønsker ikke at gå ind i en "spekulation" om, hvad konsekvenserne bliver for Ritzau og dets ejerkreds af danske dagblade samt DR, hvis Berlingske fastholder opsigelsen, men peger på, at Ritzau har en vigtig plads i medielandskabet.

"Ritzau spiller en afgørende rolle for nyhedsfødekæden i Danmark og har en hævdvunden og berettiget plads som en troværdig og pålidelig kilde til information for medierne, politikerne og myndighederne. I de senere år har der blandt nogle i medieverdenen bredt sig en forestilling om, at man kan undvære Ritzau, fordi der er nyheder overalt. Men mange af de nyheder er opstået hos Ritzau og cirkulerer så i mere eller mindre afskrevet form i de forskellige medier, derfor er Ritzau fortsat rygraden i nyhedsformidlingen," siger Erik Bjerager.

Afgørende at fastholde solidariteten i Ritzau
Hvis Berlingske trækker sig ud af Ritzau, vil regningen til de resterende medier blive højere, og det kan i særlig grad ramme mindre medier. Men som koncern er Berlingske Media også selv mere presset af krisen end andre af Ritzaus store medejere såsom JP/Politikens Hus og DR, fordi Berlingske har mange lokalaviser, der typisk er ramt hårdt af krisen.

Erik Bjerager anerkender, at Berlingske Media er en af de kunder, der får de største regninger fra Ritzau, men de nærmere diskussioner vedrørende økonomien og fordelingen medierne imellem gemmer han til det kommende bestyrelsesmøde i Ritzau i næste uge. Diskussionen handler desuden om meget mere end penge, mener han.

"Det er for mig at se afgørende, at man fastholder et element af solidarisk tænkning i sin holdning til Ritzau. Der ligger i selve Ritzaus andelstanke et element af solidaritet imellem dagbladene og medierne, selvom de er konkurrenter. DR, JP/Politikens Hus og Berlingske er som store kunder hos Ritzau med til at sikre, at der findes mindre medier i landet, for de betaler af gode grunde ikke lige så meget for Ritzau som de store, fordi de når ud til færre læsere, seere og brugere," siger Erik Bjerager.

Intet marked for flere nyhedsbureauer
Debatten om, hvad medierne skal leve af i fremtiden, handler i høj grad om, at de skal levere unikt indhold. Når landet kun har ét stort nationalt nyhedsbureau som Ritzau, går bureauets historier igen i mange medier, og den ensretning ville blive brudt, hvis Berlingske Media, som blandt andre Per Westergård mener, kan finde på at starte et konkurrerende nyhedsbureau.

Erik Bjerager mener dog ikke, at det er den form for mangfoldighed, der mangler i mediebilledet.

"I et lille land som Danmark er der ikke et marked eller et behov for flere nyhedsbureauer. Det skorter ikke ligefrem på nyheder, og der er så mange af dem, at danskerne er trætte af dem. Medierne supplerer Ritzaus nyheder med egne nyheder og bruger dem som afsæt for andre vinkler. Men derudover fylder Ritzau også nogle huller hos medier på stofområder, som de ikke selv dækker, ikke mindst på internettet, hvor Ritzau arbejder døgnet rundt, og dermed hjælper mange af nettjenesterne," siger Erik Bjerager og tilføjer:

"Ritzau har i de senere år arbejdet intenst på at tilpasse sig det nye mediebillede, hvor de fleste medier fokuserer og dermed bliver en form for nichemedier. Sagen om Ritzau drejer sig ikke om mindre aviser kontra større, men om at det nationale nyhedsbureau tilpasser sig udviklingen. Det arbejdes der på, og Ritzau har i de senere år styrket sit kundefokus, så abonnenterne på Ritzau får langt mere brugbart stof i dag end før. Det gælder også Ritzaus store kunder, herunder Berlingske, der ifølge Ritzaus egne undersøgelser er en flittig bruger af bureauet."

Lisbeth Knudsen har over for Mediawatch understreget, at hun ikke stiller spørgsmålstegn ved den journalistiske kvalitet af Ritzaus produkter. Men hun mener ikke, at nyhedsbureauet "skal opretholdes af veneration og nostalgi".

Ritzaus bestyrelse mødes på onsdag i næste uge for at diskutere situationen vedrørende Berlingske Medias mulige opsigelse af aftalen med nyhedsbureauet.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også