"Vi blev ved med at holde fast"

God journalistik er ikke nødvendigvis lig med højere oplag, men Informations chefredaktør Christian Jensen mener alligevel, at medieomtalen af Informations afsløring i sagen om de statsløse palæstinensere kan gavne avisen. Her svarer han på seks spørgsmål om sagen, efter at to af avisens journalister i går modtog Berlingske Journalisters Pris.
MediaWatch

God journalistik er ikke nødvendigvis lig med højere oplag, men Informations chefredaktør Christian Jensen mener alligevel, at medieomtalen af Informations afsløring i sagen om de statsløse palæstinensere kan gavne avisen.

Her svarer han på seks spørgsmål om sagen, efter at to af avisens journalister i går modtog Berlingske Journalisters Pris.

1) I begrundelsen for prisen hedder det blandt andet, at sagen ville have vanskelige kår i mange andre medier - er du enig i det, og hvad gør den mulig at lave på Information?

“Den formulering studsede jeg også over. Jeg tror, det handler om, at vi på Information blev ved med at holde fast i historien, selv om det i de første mange uger var uklart, om ansvaret for ulovlighederne kunne placeres hos ministeren. Først da vi kunne fremlægge dokumentation for, at embedsmænd flere gange havde advaret Birthe Rønn Hornbech, gik de andre medier for alvor med på historien.”

2) Hvor vigtigt et succeskriterium er det for denne - og andre historier - at en minister bliver væltet?

“Vores formål med den journalistiske dækning har været at fremlægge uigendrivelig dokumention for de ulovligheder, der systematisk er begået i Integrationsministeriet. Vi har fremlagt beviser for, at både minister og embedsmænd er fortsat med at give afslag til de statsløse unge, selv om de udmærket var klar over, at det var et klart brud på FN-konventioner, vi selv har tiltrådt. Hvad konsekvensen af vores afsløring skal være, er et politisk spørgsmål, og den slags lader vi politikerne om.”

3) Hvor stor betydning mener du, at det har for udfaldet af sagen, at de andre medier kastede sig talstærkt over den?

“Det er jo dybest set et spørgsmål, Lars Løkke Rasmussen bør besvare. Men der er ingen tvivl om, at det lægger et pres på ham og resten af regeringnen, når hans ugentlige pressemøde flere tirsdage efter hinanden stort set alene handlede om statsløse-skandalen.”

4) Hvad gjorde denne sag interessant for stort set alle medier, mens Jesper Tynells afdækning af de ulovligheder Claus Hjort begik i forbindelse med beskæftigelsesområdet ikke fik bred dækning?

“Denne sag handler om, at landets politikere ikke overholder de konventioner, de selv har tiltrådt. Den handler om statsløse unge født her i landet, som føler sig som andenrangsborgere, fordi de bl.a. nægtes et dansk pas. Der er med andre ord både både en politisk, principiel og menneskelig vigtig historie, som i virkeligheden er såre ukompliceret.”

5) Kan I drage nogle erfaringer fra dækningen, som kan bruges i jeres daglige arbejde?

“Absolut. Det vigtigste er nok, at i undersøgende journalistik er vedholdenhed en af de vigtigste forudsætninger for succes. Dernæst har vi med denne sag - og tidligere sager om bl.a. krigen i Irak - vist, at selv om Information ikke er landets største avis, så kan vi sagtens få stor politisk gennemslagskraft og sætte dagsordenen. På den måde er sagen med at til at udvikle den kultur for undersøgende journalistik, som Information altid har været - og altid skal være - kendt for.”

6) Hvor stor betydning har - eller får - Geist og Dahlins oprulning af sagen for Information i form af oplag, kendskab, osv., tror du?

“Alle erfaringer viser, at selv den bedste afslørende journalistik ikke kan veksles til øget oplag. Men denne og andre tidligere sager har givet Information en kolossal eksponering i de øvrige medier. Mange almindelige læsere og tv-seere bliver mindet om, at dagbladet Information eksisterer og journalistisk har noget at byde på. Det er guld værd for en avis med overskuelige budgetter til markedsføring.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også