Oplag: B.T. forbi Ekstra Bladet i december

Mens Ekstra Bladet fortsætter styrtdykket, rammer B.T. status quo i forhold til 2009.
MediaWatch

December var generelt den bedste oplagsmåned for de danske dagblade længe, men ikke for alle - og i særlig grad ikke for Ekstra Bladet, som oven i købet måtte se B.T. gå forbi i oplagsstørrelse for første gang i 20 år.

Ekstra Bladet faldt med 12,8 pct. i forhold til sidste år på hverdage, mens B.T. solgte 71 daglige aviser flere end sidste år. Derfor lander Ekstra Bladet på 65.103 og B.T. på 68.111.

Hos Ekstra Bladet er chefredaktør Poul Madsen ikke glad for den generelle tendens.

"Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men det kommer jo ikke som en overraskelse for os, at vi falder med omkring 12 procent, for det er jo det billede, vi har set gennem hele året," siger han.

Poul Madsen vil ikke kommentere B.T.s tal, men slår fast, at det stadig er en rigtig god forretning at udgive Ekstra Bladet.

"Og det ligger fast, at der stadig står Ekstra Bladet på to ud af tre løssalgsaviser," siger han.

Vil bremse oplagsfaldet i 2011
B.T. har ifølge Poul Madsen vundet marginale markedsandele på løssalg på hverdage, mens Ekstra Bladet har vundet lidt på søndage.

De to slås om en stadig mindre kage, men Poul Madsen vil ikke læne sig tilbage og se avisen falde i graven.

"Vi tror stadig på papiret, og derfor investerer vi i det. I næste uge vil vi fremlægge en række initiativer, som skal bremse oplagsfaldet i 2011," siger han.

Poul Madsen tør dog ikke tro på, at kurven knækker - det handler om at minimere faldet.

De resterende dagblade gik gennemsnitligt tilbage med 4,1 procent, mens Kjerteminde Avis nåede at sætte en bittersød rekord med en fremgang på 6,8 procent - avisen er nu lukket.

- ON

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også