Læsertal: Dagblade i svag bedring

Dagbladenes læsertal fra august til oktober er en smule forbedret sammenlignet med juli til september - omend flere titler fortsat taber en femtedel af læserne.
Tine Brødegaard Hansen

Endelig blev det efterår. Det gavner de fleste dagblades læsertal, selv om særligt Ekstra Bladet og B.T. traditionelt klarer sig bedre i sommermånederne.

Ud af de 17 titler i læsermålingen klarer ni sig bedre i den seneste periode, end de gjorde fra juli til august. Syv klarer sig værre og ét dagblad, Kristeligt Dagblad, fortsætter med et beskedent læsertab på 1,6 pct.

Ikke desto mindre har dagbladene samlet set mistet 600.000 læsere fra august til oktober i år i forhold til samme måneder i 2009.

Mens Børsen har reduceret det gennemsnitlige læsertab fra 17 pct. i juli-september til ti pct. de seneste tre måneder, er Politikens læsertab øget de seneste tre måneder, hvor avisen taber 17,6 pct. af læserne mod et læsertab på 12 pct. fra juli til september. Men Politiken er stadig det andet mest læste betalte dagblad.

Flest læsere mister Dagbladet Ringsted igen i denne periode med et tab på 26 pct. Dog tæller august stadig med i statistikken, og den feriemåned kan ifølge Sjællandske Mediers adm. direktør Torben Dalby Larsen spille ind på læsertallet for lokalavisen, hvor det statistiske grundlag er mere spinkelt end med større titler.

Også B.T. og Ekstra Bladet har en femtedel færre læsere i august til oktober i år sammenlignet med sidste år.

Læsertals-duksene er som vanligt Kristeligt Dagblad og Information, der kun går hhv. 1,6 og 4,8 pct. tilbage. Også Lolland Falsters Folketidende formår at holde niveauet nogenlunde fra 2009 med et læsertab på 5,6 pct. En smule mere end det gennemsnitlige tab på 3,7 pct. for avisen ifølge tallene for 1. halvår 2010.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også