Hård opgave venter Davidsen-Nielsen

Information kan som alle andre aviser bruge flere læsere og flere penge. Men ny direktør Mette Davidsen-Nielsen får sin sag for på Information, mener to iagttagere.
Tine Brødegaard Hansen

Mette Davidsen-Nielsens udnævnelse som ny direktør for Information bliver modtaget med stående klapsalver fra både medarbejdere, tidligere direktører og iagttagere.

Målene er blandt andet at få flere læsere og indtægter til avisen, hvis seneste årsregnskab gav et mindre overskud på en halv mio. kr.

Spørgsmålet er, hvor meget Mette Davidsen-Nielsen kan og skal rykke. På mediebureauet Mediaedge.cia. forventer print director Jane Ravn ikke revolutioner fra den nye direktør.

"Information har sin plads i den danske dagbladsverden, om den kan og skal hæve sig oplags- og læsermæssigt er svært at sige. Hvis den skal skabe forandring kommercielt, skal produktet også forandre sig og der skal findes nye læsere. Det er utrolig svært, og det sker ikke automatisk, fordi der kommer en ny ledelse," siger Jane Ravn.

Hun ser opgaven på Information og alle andre dagblade, der ønsker at tiltrække flere læsere og penge, som særdeles hård.

"Dagbladene har deres største indtægt fra annoncører, der kommunikerer til masserne, der har Information ikke så meget at tilbyde, fordi den henvender sig til et begrænset udbud af kunder, så mediet kunne med fordel udvide sig. Men ordet 'relancering' er et af de mest slidte ord i dagbladsbranchen, hvor man har lavet nye tilllæg, formater og distribution og alligevel mister læsere," siger Jane Ravn.

Faren ved at tiltrække flere læsere er, at det kan udvande produktet, mener Jane Ravn.

"Hvis man laver store forandringer for at de kan batte kommercielt og nå flere læsere, risikerer man at gå på kompromis og blive halvt niche-, halvt omnibusmedie. Ingen dagblade har lavet et omlægningsforsøg, der er lykkes i en grad, så vi kan sige, gør som medie 'x'. Så Mette Davidsen-Nielsen skal selv have noget genialt i skuffen," siger Jane Ravn.

Mark Blach-Ørsten der er studieleder for Journalistik på RUC mener også, at Information har et større kommercielt potentiale, end der bliver realiseret i dag. For eksempel når det gælder klubber og salg af merchandise.

Men en idérig og kreativ leder som Mette Davidsen-Nielsen kan få det sværere, fordi hun ikke både er direktør og chefredaktør.

"Var hun begge dele, ville hun bedre kunne styre strategien og den praktiske udformning af den. Det ville gøre det nemmere at styre og udvikle brandet Information," siger Mark Blach-Ørsten.

Til gengæld taler det imod den løsning, hvis medarbejderne ikke går ind for den.

"Når medarbejderne opponerer imod det, skyldes det ønsket om en chefredaktør, der kun tænker journalistisk og ikke også på marketing. Medarbejderne lever og ånder for avisen, og de vil have indflydelse på den. Så hvis man indsætter en enstrenget ledelse og de er imod det, risikerer man at ødelægge den stærke kultur, der kendetegner Information og gør den til den avis den er."

Mark Blach-Ørsten er dog ikke i tvivl om, at Mette Davidsen-Nielsen vil kunne udvide avisens potentiale og nå flere unge læsere samt udvikle avisens stofområder og dens netudgave.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også