Horsens får snævert overskud
Efter et ordentligt gok i nøden i 2008, hvor Horsens Folkeblad fik et minus på 13,3 mio. kr., er resultatet gået i plus sidste år, dog med blot 2,5 mio. kr. Det viser regnskabet for 2009.
Resultatet halter stadig langt efter årene 2005 til 2007, hvor overskuddet var på mellem ti og 15 mio. kr.
Nettoomsætningen faldt sidste år med cirka 8,5 pct. til 118,2 mio. kr. og resultatet af den primære drift er stadig negativ. Ligesom i 2008 viste driftsresultatet sidste år et underskud på -5,4 mio. kr. Til gengæld er der igen i 2009 kommet overskud på de finansielle poster på 7,2 mio. kr. mod et minus på 10,4 mio. kr.
Egenkapitalen ligger stadig på solide 125 mio. kr. For 2010 forventer ledelsen en positiv udvikling i resultatet for hele koncernen sammenlignet med 2009, fremgår det af ledelsesberetningen.
Nu er Horsens Folkeblad på vej med en spareplan på 5,6 mio. kr., skriver journalisten.dk Det skyldes ifølge adm. direktør Jens Bebe et ønske fra bestyrelsen om at få overskud på den primære drift. Planen bliver fremlagt på et bestyrelsesmøde 31. maj.
Horsens Folkeblad havde et oplag på 14.536 eksemplarer i 2. halvår 2009. Det er et fald på 5,7 pct. i forhold til samme periode i 2008.