Ekstra Bladet sender flest til VM

De trykte medier sender i alt 38 reportere til Sydafrika - for mange er det den største sportssatsning i nyere tid.
MediaWatch

Der er ingen krisesnak, når dagbladenes sportsredaktører beskriver deres planer for dækningen af sommerens VM-slutrunde i fodbold i Sydafrika. I forventningen om at sælge aviser, satser de større dagblade stort på at vinde kampen om dækningen af VM. Ekstra Bladet sender 7 journalister og en fotograf af sted og vinder dermed kampen om at have flest reportere på pletten i Sydafrika.

”Det er en kæmpe satsning at sende otte mand af sted, men vi vil være bedst, hurtigst og størst til VM, og det kræver altså noget mandskab,” fortæller sportsredaktør på Ekstra Bladet Allan Olsen, og pointerer at det er vigtigt at være massivt til stede i Sydafrika for at kunne dække VM bedst.

”Det er altafgørende at være på stedet, og det er vigtigt at have mange udsendte, fordi pressen kun må snakke med landsholdsspillerne et kvarter om dagen. Ved at være mange af sted kan vi altså snakke med mange flere end de andre medier, hver gang der er træning,” siger Allan Olsen.

Fodbold skal reporteres live
Politiken sender tre journalister og en fotograf til Sydafrika, og redaktør Rasmus Bech vurderer, at VM bliver den dyreste sportssatsning på Politiken de sidste par år.

”Det handler om at være på stedet og give vores læsere dét, de er vant til at få, og som de forventer. Reportagen bliver en helt anden, når man selv står på stadion, for man ser altså en fodboldkamp bedre live end på fjernsynet,” fortæller Rasmus Bech.

VM skal sælge aviser
Som led i det redaktionelle samarbejde i Berlingske Media er sportsredaktionerne gået sammen om at sende en samlet gruppe reportere til Sydafrika. Det betyder, at fem journalister og to fotografer skal levere stof til Berlingske Tidende, B.T., Jyske Vestkysten, Urban, Århus Stiftstidende og Sporten.dk.

”Sidst Danmark var til VM i 2002, var avismarkedet i en bedre tilstand, end det er i dag. Men vi har da nogle forhåbninger og nogle forventninger om, at vi kan sælge aviser på, at Danmark er med til VM, og derfor satser vi også massivt på det. Det bliver den suverænt dyreste sportsbegivenhed, vi kommer til at dække i rigtig lang tid. Det bliver dyrere end OL i Beijing, som også var af en betragtelig størrelse,” siger Berlingske Tidendes sportsredaktør Flemming Fjeldgård.

Ifølge Flemming Fjeldgård viser tidligere erfaringer, at succesen med VM-dækningen ikke er ligefrem proportional med antallet af udsendte reportere. En stor del bliver klaret fra hjemmeredaktionen, men det er nødvendigt at kunne reportere fra den danske lejr og fra stadion, forklarer han.

Kvoter på journalisterne
For første gang nogensinde har Det internationale fodboldforbund FIFA givet hvert land en kvote for journalister og pressefotografer. Det betyder, at Danmark har fået tildelt akkreditering til 30 journalister og otte fotografer til de trykte medier og selvstændige internetmedier til at dække slutrunden fra Sydafrika.

"Det er første gang, vi har kvotesystemet til en VM-slutrunde i fodbold, og mit indtryk er, at de pladser som medierne har fået, også nogenlunde modsvarer det behov, der er, der er dog nogle få som ikke kommer med," fortæller Steen Ankerdal, der er formand for Danske Sportsjournalister, som står for fordeling af de tildelte akkrediteringer.

Efterspørgselen fra de danske medier om at komme til Sydafrika har medført, at der indtil videre er tre journalister og fotografer på venteliste, som altså ikke ser ud til at komme af sted, fortæller Steen Ankerdal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også