DJ: Journalister er fleksible nok

Mediernes Arbejdsgiverforening kritiserer DJ for ikke at være ambitiøse nok i krisetider, men det bliver blankt afvist af DJ's chefforhandler, Claus Iwersen.
Christian Grunert Pedersen

Dansk Journalistforbunds forhandlingsleder, Claus Iwersen, giver ikke meget for den påstand om mangel på fleksibilitet, som Mediearbejdsgivernes forhandler, Thomas Rønnow, i dag fremsætter i en kommentar til gårdagens forlig med forbundet.

Hvis journalisterne skal være mere fleksible, end de allerede er, vil det simpelthen gå ud over deres velfærd, siger Claus Iwersen til MediaWatch.

”Overenskomsterne dikterer ikke, hvordan journalisterne skal sammensætte deres arbejdsdage. Der står ikke skrevet nogle steder, at man skal arbejde fra 8-16 hver dag. Journalisterne kan sagtens kun arbejde, når der er brug for dem, så der er allerede en høj grad af fleksibilitet,” siger Claus Iwersen og peger på, at DJ allerede har vist sig fuldt ud villige til at gøre sit til at afværge krisen i mediebranchen ved at acceptere moderate lønstigninger på de centrale overenskomster.

”Mere fleksibilitet ville gå ud over journalisternes velfærd, og det ønsker vi selvfølgelig ikke. Sagens kerne er et spørgsmål om omkostninger, og ved at gå med til en lønregulering har vi gjort det muligt for arbejdsgiverne at benytte freelancere for de penge, de sparer,” siger Claus Iwersen.

Overenskomstfornyelsen berører knap 2.800 medlemmer med tilknytning til følgende overenskomster: Fællesoverenskomsten, Berlingske, Politiken og Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Erhvervsbladet, Dagbladenes Bureau, 24timer, Ritzaus Bureau og Praktikantaftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også