Urban får afslag på støtte

Dagbladspuljen har vurderet, at Urban ikke har gjort sig fortjent til distributionsstøtte.
Troels Gadegaard Frølich

Berlingske Media har ikke haft held med at få tildelt distributionsstøtte til gratisavisen Urban.

"Det er ærgerligt ud fra et principielt synspunkt, men det får ikke den store økonomiske betydning," siger adm. direktør i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen.

Konkurrenterne MetroXpress og 24timer er blevet tildelt distributionsstøtte for 2009, og hvis de to aviser som forventet scorer maximumbeløbet, giver det en ekstraindtægt på godt 17,2 mio. kr. hver. Det fik også Urban til at søge om distributionsstøtte for 2010, men den ansøgning er nu blevet afvist.

Begrundelsen er, at Urban efter Dagbladspuljens vurdering ikke har holdt sig under de 50 procent annoncer, der er maksimumskriteriet for støttemodtagere.

I den ene af de to stikprøvekontroller havde Urban et såkaldt ”svøb” samt solgt de tyve midterste sider til et reklameindstik, og da de var hæftet sammen med den øvrige avis, har Styrelsen for Bibliotek og Medier talt dem med i den samlede annoncemængde. Ifølge MediaWatchs opmåling af Urbans udgivelse den 3. september nåede avisen op på 66,9 procent annoncer, inklusive svøbet og de tyve midterste sider. Tallet falder til 47 procent, hvis de ikke regnes med.

”Det (tyve midtersider, red.) skal efter vores opfattelse ikke regnes med, da det er angivet som et indstik. Vi har hæftet det sammen med avisen, for at det ikke skal flagre rundt. Det gælder også for svøbet, som også er talt med,” siger Lisbeth Knudsen.

Hun understreger, at afgørelsen ikke får den store økonomiske betydning for Berlingske Media. Dels ville Urbans andel af mediestøtten også gå fra koncernens andre medier, som allerede modtager støtte. Og dels ville en noget af støttebeløbet komme til at gå til administration: Distributionsstøtten tildeles på baggrund af abonnementer, og derfor skal gratisaviserne samle dokumentation for antallet af abonnenter for at få støtte. I stedet vil Berlingske Media benytte sig af, at Urban ikke er bundet af kravet om max 50 procent annoncer.

”Nu har vi en større fleksibilitet end konkurrenterne, og det vil vi udnytte,” siger Lisbeth Knudsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også