Lokalstof skal stoppe Stiftens dyk

Oplagsblødningen på Århus Stiftstidende skal ophøre i 2010. Midlerne er mere lokalstof, mojos og en communityredaktør.
Tine Brødegaard Hansen

"Proppen skal i hullet, og oplaget skal falde mindre dramatisk, end det gør i dag," siger Dorthe Carlsen, chefredaktør i Midtjyske medier om smertensbarnet Århus Stiftstidende, der er en del af Berlingske Media.

Avisens oplag er aldrig kommet sig efter, at Jyllands-Posten sendte stormtropperne ind på det århusianske avismarked i 1990'erne, og Århus Stiftstidende har givet underskud i årevis. I oktober i år var oplaget på bare 22.000 eksemplarer.

Mere magt til kunderne
Men det bliver der lavet om på fra 1. februar, mener Dorthe Carlsen.

"Vi skal skabe et moderne mediehus, der kan nytænke lokaljournalistikken, som er meget traditionel," siger Dorthe Carlsen.

Med det mener chefredaktøren i Midtjyske Medier, at avisen skal have mere lokalstof om Århus fra 1. februar. Det har læserne har efterspurgt, og deres ønsker bliver afgørende for udformningen af avisen fra det nye år. Det handler om at være, hvor århusianerne er.

"Vi får en communityredaktør, der skal sikre, at vi er i sync med læserne og brugerne. I dag er Århus Stiftstidende stort set ikke på Facebook, selvom mange i byen er der. Der er f.eks. flere grupper som handler om at få Århus Festuge tilbage, hvorfor samler vi ikke de folk, så vi kan lave journalistik om det?" spørger Dorthe Carlsen.

Mojo's skal i marken
Omlægningen gælder ikke kun Århus Stiftstidende men sætter alle dele af mediehuset i Århus' forskellige udgivelser i spil. Det gælder både nettet, dagbladet og de seks ugeaviser.

"Alle journalister på Århus Stiftstidende har en mojo-uddannelse (Mojo = 'mobil journalist', red.), den skal mere i brug, så vi bliver mere synlige, så århusianerne kan få fat på os,"siger Dorthe Carlsen.

Panel skal få kommende kunder i folden
Et 'Århuspanel' skal sikre, at avisens redaktionelle stab ved, hvad der rører sig hos læserne, og hvilke historier de ønsker.

"Panelet kan bruges, når vi vil vide, hvad holdningen er til politiske sager på Rådhuset, eller hvad deltagerne skal juleaften. Hvis vi har tre historier til søndagsudgaven, kan vi også sætte dem til afstemning og lade panelet vælge," siger Dorthe Carlsen.

Hun håber, at panelet kan rekruttere medlemmer, der ikke også er læsere, så avisen kommer i kontakt med nye kundegrupper og får viden om deres behov.

Nul eller lille overskud i 09
Berlingske Media oplyser ikke om regnskaber for de enkelte aviser i koncernen, men koncernchef Lisbeth Knudsen regner med, at 2009-regnskabet for Midtjyske Medier vil vise nul eller et lille plus, ifølge business.dk. Tidligere på året gennemførte Midtjyske Medier en sparerunde på 60 millioner kroner og fyrede 55 medarbejdere.

2008-regnskabet viste et minus på 57 millioner kroner.

Midtjyske Medier består bl.a. af seks dagblade og 20 ugeaviser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også