Berlingske: nichenyheder skal koste

Berlingske Media vil inden for et år lancere brugerbetaling for nicheindhold på nettet.
MediaWatch

"Vores strategi er klart at udvikle produkter og indhold på nettet, som vi i fremtiden også kan tage penge for," siger koncernchef i Berlingske Media Lisbeth Knudsen til Berlingske Tidende.

Meldingen kommer efter en lignende melding fra adm. direktør i JP/Politikens Hus, Lars Munch.

Inden for de næste par måneder vil ledelsen i Berlingske Media beslutte, hvilket indhold der skal koste brugerne penge, men det kommer ifølge Lisbeth Knudsen ikke på tale at sætte hængelåse på generelle nyhedssites som berlingske.dk og bt.dk. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Berlingske Media står ikke alene med strategien, der også vil gælde andre dele af Mecom, som foruden at eje Berlingske Media også udgiver aviser i Holland, Norge og Polen.

Topchefen i News Corporation, Rupert Murdoch, der udgiver the New York Post og britiske titler som the Times, the Sunday Times og the Sun offentliggjorde i sidste uge sin intention om at opkræve betaling for net-indholdet.

"Jeg synes, at det er en meget spændende udmelding, Murdoch er kommet med, fordi de store i branchen skal føre an i et kursskifte på dette område, hvor alting hidtil har været gratis," siger Lisbeth Knudsen til Berlingske Tidende.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også