B.T. går i flæsket på Ekstra Bladet

B.T. går hårdt til konkurrenterne på Ekstra Bladet med kritik af deres massageannoncer, det sker også for at profilere sig i den benhårde kamp om de kvindelige læsere.
Tine Brødegaard Hansen

Når B.T. sætter Ekstra Bladets fortjeneste på massageannoncer under lup og tilmed kører historien som en forsidebasker, er det "usædvanligt", siger Mark Blach-Ørsten, studieleder på Journalistisk ved Roskilde Universitet.

"Det er sjældent, at medierne går i flæsket på hinanden og kritiserer hinandens måde at drive forretning på."

Nyhedsavisens angreb på DR-dokumentaren 'Den hemmlige krig', der kørte over en længere periode, er det seneste eksempel, mener Mark Blach-Ørsten.

"Det var første gang i nyere tid, at et medie satte et andet medie på forsiden, og det var et profileringsforsøg. I den aktuelle sag med Erik og Anni går Ekstra Bladet selv ind i diskussionen, fordi de anklager andre for at tjene penge på sex, hvad de også gør, omend på en lovlig måde. Det giver B.T. en mulighed for at skille sig ud ved ikke at være en avis, der tjener sine penge sådan, for de to aviser går efter det samme marked."

Årsagen til at medierne sjældent angriber hinanden er, at balancen mellem journalistik og strategi er hårfin, derfor sætter medier kun undtagelsesvist hinanden på forsiden, siger Mark Blach-Ørsten.

Til det siger chefredaktør på B.T. Peter Brüchmann:

"Det er en acceptabel bieffekt af denne diskussion, at vi får synliggjort forskellen på B.T. og Ekstra Bladet, for der er kamp om kvinderne på avismarkedet. Sidste år fjernede Poul Madsen (ansvh. chefredaktør Ekstra Bladet, red.) side 9-pigen for at vinde B.T.'s kvinder, men han måtte krybe til korset, for det var for stort et indgreb på Ekstra Bladets identitet."

Læs mere om baggrunden for B.T.'s angreb på Ekstra Bladet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også